At presse sig selv kan være en god ting. Det er det, der får løbere til at gennemføre et maraton eller forfattere til at skrive klassiske værker. Selv om der selvfølgelig altid vil være en grænse for, hvor langt man kan gå, hvor meget saft der er i citronen. Men hvad nu, hvis man aldrig har oplevet grænsen? Hvis alle ens livserfaringer viser, at der altid er lidt mere at give af, hvordan ved man så, hvornår man skal sige stop? Dyrlægedrømmen Josefine Ellegaard Nissen fra Odense, hestepige, hundeelsker og ambitiøs gymnasieelev, havde indtil sidste vinter kun oplevet gode resultater ved at presse sig selv lidt mere.
Hun havde sagt ja til mere arbejde for at spare flere penge op, sov ofte sammen med sin kæreste fra klassen i hverdagene og skulle samtidig klare sig forrygende i 1. g, så hun kunne nå lidt tættere på drømmen om at blive dyrlæge.
