Drømmen om døden

Politiken søndag: Meget tyder på, at et ukendt - men ikke ringe - antal danskere har haft dilemmaet om aktiv dødshjælp helt tæt på, når et sygt familiemedlem har bedt om hjælp til at dø. Når et smertefuldt liv bliver værre end tanken om døden, sker det, at den syge og døende vil forlade verden, før kroppen naturligt giver slip. Hvor ofte danskere dør efter hjælp fra et andet menneske, er der ingen, der ved. For eutanasi - som er det græske ord for aktiv dødshjælp og betyder 'den gode død' - er forbudt i Danmark. I foråret blev eutanasi lovligt i Holland, og den nye nederlandske lov har fået de danske fortalere for og modstandere af en lignende lov til endnu engang at tale deres sag. En af de mest passionerede debattører for en lignende dansk lov er narkoseoverlæge på Grenaa Centralsygehus Tom Alsner. Han har i 26 år arbejdet med døende og lindret deres smerter. »Jeg har mødt mennesker, der har fået en smuk og flot død. Men jeg haraltså også mødt fortvivlede mennesker, som tigger og beder om hjælp til at dø. De er ude i en så hård og ond livsafslutning, at det eneste ønske, de har, er at få hjælp til at dø. Og helst på et tidspunkt, de selv kan være med til at bestemme. Den ret synes jeg, de skal have lov til at have«, siger Tom Alsner. Tom Alsners lægekollega Ole Hartling sidder i Etisk Råd. Til daglig arbejder han som overlæge på Vejle Sygehus, hvor han også har mødt patienter, der længes efter en forløsende død. Alligevel mener han, at den nuværende lovgivning er tilstrækkelig, og at smertebehandlingen i dag er så god, at aktiv dødshjælp er en forkastelig tanke. »Jeg tror, at mange danske patienter udtrykker et ønske om at dø - også fordi de ved, at vi ikke må gøre det. De kan komme med nødråbet uden at blive taget på ordet. Det kan der også være en tryghed i. Man må ikke glemme, at de fleste mennesker, der i Holland beder om aktiv dødshjælp, ikke gør det på grund af smerter. De beder om hjælp, fordi de føler sig tilovers og uværdige. Så alene dét, at aktiv dødshjælp er en mulighed, kan i sig selv være en forkastelse af patienten«, fastslår Ole Hartling fra Etisk Råd. I 1996 udkom Etisk Råds nyeste redegørelse omkring aktiv dødshjælp. Den frarådede lovliggørelsen af eutanasi i Danmark. En af begrundelserne var, at Det Etiske Råd »forgæves havde rettet henvendelse til nogle læger, for at få autentiske eksempler på tilfælde, som kunne belyse behovet for en sådan ordning«. Men flere praktiserende læger bekræfter over for Politiken, at patienter har givet udtryk for et ønske om at dø på grund af sygdom. Ingen tør sætte tal på, hvor ofte de får den slags henvendelser, men det forekommer ikke sjældent. På Bispekontoret i Roskilde sidder endnu en modstander af aktiv dødshjælp. Biskop Jan Lindhardt giver ikke meget for menneskets selvbestemmelse, når døden er lige om hjørnet. »Næsten alle, der har hjulpet folk af sted, har gjort det i kærlighedens navn. Det er en meget farlig måde at tænke på. For det første, at motivet skulle retfærdiggøre selve handlingen. Hvis handlingen er skidt, så er motivet forbløffende ligegyldigt. Og handlingen går strengt taget - hvis vi ser helt kontant på det - ud på mord«. En værdig død Der er ikke meget, der tyder på, at danskerne får en lov som hollændernes. Etisk Råd har flere gange talt imod en lignende lov, og heller ikke i Folketinget er der stemning for en dansk lovliggørelse af eutanasi. For nylig tog Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Birthe Skaarup, debatten op i sit eget parti for at se, om der i Danmark er behov for en ændring af loven. Men så er det også sket med den politiske aktivitet på området. I ti år har narkoseoverlæge Tom Alsner kæmpet for en opblødning af den danske lov. Derfor startede han i foråret foreningen En Værdig Død. Foreningens formand Flemming Schollaart er halvt hollænder, halvt dansker. For 12 år siden døde hans far af kræft, og sidste år modtog hans kræftsyge mor hjemme i dagligstuen i Holland en dødelig overdosis af lægen. Dermed blev hun én af de ca. 2.100 hollændere, der sidste år døde som følge af eutanasi. Flemming Schollaart, der i dag bor i Århus, arbejder nu for, at danskerne også kan få en lov, der tillader eutanasi. »Min mor havde jo set, hvordan kræften langsomt tog livet af min far. Hun sagde til os: »Det vil jeg simpelthen ikke«. Det gav min mor en ro at vide, at »de tager sig af mig, når det kommer så langt ud, hvor jeg ikke kan mere«. Og det var en lettelse for hende at vide, at hun ikke skulle igennem de lidelser«, siger formanden. Selvom foreningen En Værdig Død kun er få måneder gammel, har formanden allerede nu konstateret heftig aktivitet på foreningens hjemmeside i form af hundredvis af henvendelser. Lovligt i udlandet Holland er det første land i verden, der har lovliggjort eutanasi. Men i den amerikanske stat Oregon kan dødssyge borgere også få hjælp til at dø. Her skal personen have udsigt til at dø en naturlig død inden for seks måneder modsat den hollandske lov, som ikke kræver, at patienten har fået en tidsfrist af lægen. Katrina Hedburg er leder af forvaltningen af loven om hjælp til selvmord i Oregons sundhedsvæsen. Selvom hun er tilhænger af loven, erkender hun, at der er visse risici forbundet med forvaltningen af den statsstøttede dødshjælp: »Hvis lægen, der skal godkende patientens ansøgning om selvmordshjælp, har en mistanke om, at patientens dødsønske skyldes en psykisk sygdom - og altså ikke alene den fysiske sygdom - så kan lægen bede en psykolog vurdere patientens tilstand. I det tilfælde, at en psykisk lidelse er årsagen, kan lægen nægte patienten hjælp til selvmord. Men det kan være svært at gennemskue, om en patient har psykiske lidelser. Og hvis der er tale om en psykisk lidelse, så skal patienten behandles i stedet for at begå selvmord«, siger Katrina Hedburg. I Holland er nogle af de stærkeste modstandere af landets nye lov partiet De Kristelige Demokrater, der er et af landets større partier. Partiet mener, at eutanasi er en acceptabel løsning for de værst stillede af de dødeligt syge, men at reglerne i dag er alt for slappe. »Eutanasi er ikke en normal død«, siger partiets etisk-medicinske ordfører Clemence Ross og peger på faren for den såkaldte glidebaneeffekt, som er et af modstandernes væsentligste argumenter mod eutanasi. »Loven kan få den effekt på den offentlige mening, at det bliver acceptabelt at stadig mindre alvorligt syge mennesker kan søge om aktiv dødshjælp og få det«, siger den hollandske kritiker. Trods modstandernes frygt viser hollandske tal, at antallet af borgere, der de seneste år har modtaget aktiv dødshjælp, er faldet. Det er endnu for tidligt at aflæse, hvilken effekt den nye lov vil have på hollændernes ønske om at dø ved hjælp af eutanasi. Helbrede eller aflive Den Danske Lægeforening er også imod aktiv dødshjælp. Det vil påvirke forholdet mellem lægen og patienten, hvis lægen, der er sat til at forsøge at helbrede, også skal være den, der kan medvirke til samme patients død, mener Lægeforeningens formand Jesper Poulsen: »Hvis det kun handler om at slå ihjel, så har jeg svært ved at se, hvorfor læger skal rodes ind i det. Læger skal helbrede - ikke slå ihjel«, siger Jesper Poulsen. På Grenaa Centralsygehus håber eutanasifortaleren Tom Alsner, at hans nystiftede forening vil være med til at åbne for en bredere debat om den svært tilgængelige problemstilling. »Jeg har haft det eventyrligt skidt med, at jeg må vende de her fortvivlede mennesker ryggen på det tidspunkt i deres liv, hvor de måske har allermest brug for os«, siger overlægen fra Djursland. Men det synspunkt er slet ikke rimeligt, mener biskop Jan Lindhardt. »Der er nogen, der vil sige, at man skal gøre en ende på tingene, når smerterne kommer helt ud, hvor de bliver uudholdelige. Det er det synspunkt, vi har over for dyr. Hvis katten eller hesten lider, så slår vi den ihjel. Vi gør os til herre over dyrene, men skal vi også gøre os til herre over os selv - og slå mennesker ihjel? Er vi trods alt ikke anderledes stillet end dyr?«. Eksemplerne er alle virkelige og har fundet sted i Danmark. De impliceredes fulde identitet er Politiken bekendt. En nordjysk politimand bliver stadig mere invalideret af sin dødelige sygdom. Han spørger lægerne om hjælp. Han vil have nogle piller i skuffen, til den dag han ikke længere kan klare smerterne og ydmygelserne. Men alle siger nej. Det må man jo ikke. Nogle dage før påske finder hans kone ham en morgen død, hængende i hejsegalgen over hans seng. En sen aften på et midtjysk sygehus kommer en mand ind på skadestuen. Han har voldsomme forbrændinger over hele kroppen, og det er kun et spørgsmål om meget kort tid, inden han dør. Den vagthavende sygeplejerske giver manden ekstra store mængder morfin, vel vidende at det vil medføre en endnu hurtigere død. Inden nattevagten bliver afløst næste morgen, er manden død. En 24-årig kvinde har siden fireårs-alderen lidt af en svær form for leddegigt. Den stærke smertemedicin har taget så hårdt på hendes indre organer, at kroppen nu er ved at give op. Da lægen meddeler, at hendes liv kun kan fortsætte i en respirator, beder hun sin mor om hjælp til at dø. En sommerformiddag får den unge kvinde en overdosis morfin, og da klokken er lidt over ti, dør hun. Fire søstre sidder afventende omkring plejehjemssengen, hvor deres mor ligger bevidstløs. De håber, døden snart vil befri hende fra de smerter, de tydeligt kan se, hun har. Men den gamle dames krop er hårdfør, vant til den stærke smertestillende medicin, der flere gange om dagen flyder ind og rundt i den trætte krop. Døtrene beslutter sig for at hjælpe moderen på vej. Sygeplejersken forklarer indirekte, hvordan man ved at åbne for morfinstrømmen lidt oftere kan være sikker på en hurtig død. Ikke længe efter dør moderen.