Kap 2: Sprutten må ikke smage af alkohol

10 drenge og piger står om en fyr, der ligger bevidstløs på gaden. Spaghetti flyder rundt om den brunhårede dreng – det er aftensmaden, han har kastet op. Han ligger på ryggen med hovedet op ad en mur og hagen trykket ned i brystet. De to 19-årige danske veninder Carina og Sabrine er på vej hjem fra endnu en danseaften på Megadisco Colossos i Lloret de Mar. På stiletter trisser pigerne berusede gennem nattens menneskefyldte gader. Da de kommer forbi den handlingslammede gruppe, føler de sig pludselig ædru. En fyr tager fat i fødderne på den bedøvede dreng og løfter hans ben op i luften. »Hvad fanden har de gang i«, tænker Carina. Hun har i 10. klasse fået et 12 timers førstehjælpskursus og ved, at en bevidstløs person skal lægges i aflåst sideleje. Også Sabrine ryster på hovedet. Hun lærte førstehjælp, da hun tog kørekort. Pigerne må gøre noget. Carina går hen og forsøger at bakse den bevidstløse fyr om på siden. Han er for tung for den spinkle, lyshårede fynbo. Hun må have hjælp fra de andre til at skubbe ham om på siden og bøje hans øverste ben, så han ikke dratter tilbage på ryggen. Da han ligger korrekt i Natostilling, går pigerne videre. Isterninglegen Aftenen forinden var det Carina selv, som fik for meget at drikke. Hun brækkede sig på to af diskotek Colossos’ toiletter, og det var tæt på at gå galt i taxien hjem. I dag vågnede hun op med rifter og blå mærker over hele kroppen. Hun aner ikke, hvor de kommer fra. Sabrine har fortalt hende, at hun flere gange mistede balancen på dansegulvet og senere ude på gaden. Veninden udfylder nogle af Carinas sorte huller i hukommelsen. Men ikke dem alle, viser det sig. Ingen af de to husker nemlig mødet aftenen før med den danske fyr på deres stambar Surf. Mens bassen dunkede løs i baggrunden, havde Carina lagt hårdt an på ham. Hun havde en isterning i munden, som hun kyssede videre til den forbavsede fyr. Derefter førte hun med hånden isterningen under trøjen og videre ned i bukserne og underbukserne på ham. Det er hans ven, som dagen efter fortæller pigerne historien. Carina stoler ikke på den fremmede fyr. Først da han viser en sms-besked, som bekræfter forløbet, er veninderne overbevist. De er chokerede. Hvis han ikke fortalte historien, havde Carina måske aldrig fået det at vide. Og når ingen af pigerne kan huske så vigtige detaljer, hvad kan så ikke være sket alle de andre aftener i den forløbne uge? Omvendt er det jo sådan, man fester her i byen: »Vi er jo ikke kommet til Lloret for ikke at drikke«. Det er også sådan, pigerne taler om Lloret hjemme i Odense-forstæderne. Deres forældre håber alligevel, at de ikke drikker for meget. Carinas far tror dog på, at hans datter ikke kaster sig ud i uoverskuelige situationer, mens hendes mor er mere nervøs for, at fire uger er for længe: »Det er lidt lettere at håndtere, når det kun er en uge«. Hun er heller ikke tryg ved, at pigerne selv arrangerer deres ferie. De danske guider plejer jo at holde øje med dem. I gymnasiet var pigerne i byen torsdag, fredag og lørdag, men i Lloret er det også resten af ugen. Sabrines mor forstår ikke helt, at pigerne skal drikke så meget. Dengang hun selv var ung, var det da ikke nødvendigt at drikke så meget. »Sådan er ungdommen i dag«, svarer Sabrine. Carina plejer at sige til sine forældre, at de alligevel ikke kan gøre noget ved det. »Hun var ved at æde mig« Før turen til den spanske ferieby har Michael og René ikke drukket to dage i træk. Nu sidder de for fjerde dag i rap og drikker. De deler en flaske Bacardi Lemon, som de blander op med Schweppes Lemon-sodavand. »En klassiker, man aldrig går galt i byen af«. Blandingen skjuler smagen af alkohol, så sprutten ryger lettere ned. De to venner varmer op sammen med fire drenge, de mødte i bussen på vej til Costa Brava-kysten. Jacob, Lasse, Emil og Marcus er fra Bjæverskov ved Køge, og de har inviteret Michael og René op på deres værelse på Hotel Flamingo. Her sidder de og spiller ’Regel’. Et kortspil, hvor der skal drikkes ved hvert kort, de vender. René og Michael kender ikke spillet, men falder hurtigt ind. Det handler bare om at blive fuld. Drengene snakker grinende om festferien indtil nu. Michael har oplevet sit højdepunkt søndag aften under arrangementet ’Ung Rejs Ultimate’. 750 danske gæster blev i busser fragtet ud til en vingård. Michael husker salen som en stor træningshal, hvor guiderne serverede kylling med pomfritter og salat. Vin og sangria var gratis under middagen, og drengeflokken fik bundet 11 kander sangria. Det var første gang, Michael smagte sangria. Han kan ellers ikke lide rødvin, men sangriaen smager ikke af meget, så en kande er hurtigt væk. 5 point for undertøj Efter maden var der show på scenen. Guiderne gik rundt blandt de beduggede gæster og fandt frivillige – tre piger og tre drenge – til ’tøjdysten’. En af dem var Michael. Han blev sat sammen med en pige, og guiderne afskærmede dem fra tilskuerne med et blåt Ung Rejs-flag. Hurtige danserytmer drønede ud af højttalerne, og tilskuerne hujede, da konkurrencen gik i gang. Partnerne skulle bytte tøj på tid. Hvert stykke gav 1 point, mens undertøj gav 5. Til forsamlingens øredøvende jubel endte Michael med at stå på scenen iført pigens BH, nederdel og højhælede sko. Parret vandt konkurrencen. Da vinderne gik ned fra scenen, hviskede hun til ham: »Kommer du ikke med udenfor?«. Han tumlede nysgerrig ud under den åbne himmel og spejdede efter pigen. Hun var en af de pæne i selskabet. »Og så overfaldt hun mig. Hun var ved at æde mig«, husker Michael. De snavede i et kvarter, men blev så væk fra hinanden. Hendes navn fik han aldrig fat i. Han fandt heller aldrig tilbage til René den aften, og de to kom i hver deres bus tilbage til byen. Michael slingrede tilbage til hotellet for at finde sin ven, men han var der ikke. René kom først hjem senere, hvor han fandt Michael sovende i en stol på terrassen. Med et par kærlige lussinger fik han sendt sin omtågede rejsekammerat i seng. Trædemøllen Nu sidder de to venner og bygger en solid promille op igen. Klokken er 20.00, og de har efterhånden nået romflaskens bund. Derhjemme kunne de aldrig finde på at drikke sig fulde på en hverdagsaften. Hvis man har behov for at drikke til daglig, har man et alkoholproblem, mener de begge. Men både Michael og René synes, det er kedeligt at gå ædru til fest. Når de er i byen uden at drikke, opfører alle andre sig så underligt, og ingen af drengene har lyst til at danse. Ja, og så er det sværere at komme i kontakt med pigerne. De seks kammerater er efterhånden klar til at gå i byen. Michael kan ikke lide smagen af øl, men han drikker alligevel en med de andre på Dream Café. Rommen har bedøvet smagsløgene. En time efter går de videre på den irske pub Bailey’s, hvor drengene spiller fire på stribe og drikker to øl mere. Ved 1-tiden om natten er drengene blevet sultne. På vejen over til Burger King får de øje på to trædemøller foran en spillehal. Egentlig koster forlystelsen penge, men med armene kan de skubbe hjulet i gang, og på skift vælter drengene rundt i brædderne. Samtidig nyder Carina og Sabrine en kande sangria på Tequila Bar, som har været deres stamsted siden første år i Lloret. Tequila, det drikker de ikke. Allerede første år fik de for meget, så i dag kan de hverken tåle smagen eller lugten af den mexicanske sprut. Alligevel sidder de her, for at drikke deres rituelle, literstore glaskande sangria, som er købt for fem euro. »We will, we will fuck you« Inden da har de på deres andet stamsted Surf drukket Sex on the Beach og vodka blandet med energidrikken Red Bull. En liter af hver serveret i enorme ølkrus. Omkring dem på tequila-baren sidder otte hollandske drenge med hævede arme og skråler slagsange, man ellers kun hører på fodboldstadions. Pludselig begynder de at pifte i kor. Carina forsøger at overdøve dem med den gule fløjte, hun har hængende om halsen. Fløjter er ellers forbeholdt guider i Lloret, men »det sætter totalt gang i folk«. Hollænderne skråler »we will, we will rock you!«. Pigerne synger og klapper med på Queen-klassikeren, men i stedet for »rock you« synger pigerne »fuck you«. Så skridter de sammen ud på barens toilet. De får sig et chok, da de ser to britiske piger i starten af tyverne, som stolt fremviser det kreditkort, de netop har brugt til at sniffe af. De to første somre i Lloret har pigerne ikke set nogen tage stoffer. Carina har lyst til at smække dem én, begge to. »Jeg fatter ikke, at nogen gider lege med livet på den måde«, siger Sabrine. Hjemme i Odense har de bekendte, som er endt i et misbrug. Derfor hader de alle slags stoffer. Alene folk, der ryger smøger, irriterer veninderne. Sabrine synes, det er så klamt, at hun ikke vil kysse en dreng, der er ryger. Ikke engang, hvis han er rigtig lækker. Pigerne lader sig nu ikke ryste af oplevelsen på toilettet. »Nu skal vi ud og give den gas«, siger Sabrine, som vil på Colossos for at danse. Diskoteket er sidste stop inden det skræmmende møde med den bevidstløse dreng på gaden. Da de langt om længe træder ind i lejligheden, er Carina og Sabrine mere ædru, end de plejer. Men så er de friske til i morgen, hvor pubcrawl med penissugerør venter.