Allerede når børn er syv år, er der gigantisk forskel på, hvor mange af dem der er tykke, alt efter deres forældres baggrund. Det viser nye tal, der er indsamlet gennem en årrække, om 100.000 mødre og deres børn. Blandt børn af ufaglærte mødre eller mødre uden uddannelse er omkring 12 procent tykke. Mens knap 7 procent af højtuddannede mødres børn vejer for meget. »Den store forskel i overvægt blandt børn fra forskellige sociale kår viser, at vi skal sætte ind tidligt i livet. De her overvægtige børn er i stor risiko for også at være overvægtige som voksne, hvor de udvikler livsstilssygdomme«, siger Anne-Marie Nybo Andersen, der professor i social epidemiologi ved Københavns Universitet.
»Overvægt gør deres liv dårligere. De kan ikke udnytte deres livspotentiale fuldt ud. Uligheden i sundhed grundlægges allerede i den tidlige barndom, før børnene blot er syv år«, fortæller hun.




























