Kirsten traver frem og tilbage på gangen. Først tyve meter den ene vej. Så tyve meter den anden vej. Med lange skridt, næsten i løb. De let sammenknebne øjne og furerne i panden afslører, at hun er frustreret. Hun har strømpebukser og shorts på. Og nu vil hun bare ned i haven og gå lidt rundt. Både for at trække frisk luft og for at bevæge sig – det er nemlig svært på de begrænsede kvadratmeter her på Psykiatrisk Center Københavns lukkede afdeling 52 ved Bispebjerg Hospital. »Vil nogen låse mig ud«, spørger hun.
Løve i et bur
Kun personalet har nøgle til den ståldør, der åbner til trappen, som fører ned til den friske luft. Men lige nu kan der ikke blive åbnet, for nu skal patienterne til morgenmøde. Hver dag klokken 10.
»Du blive nødt til at vente til bagefter«, lyder svaret fra personalet.
Det er let at forfalde til slidte klicheer om, at hun ligner en løve i et bur, som hun går frem og tilbage der.
Men så skæv er klicheen heller ikke, for Kirstens traven bringer et minde frem fra sidste års besøg i Zoologisk Have på Frederiksberg: En leopard havde gået rundt om sig selv i en cirkel så længe, at poterne havde gravet en flere centimeter dyb rende omkring den. Efter morgenmødet sætter fysioterapeuten musik på ghettoblasteren, og Kirsten og de øvrige patienter bøjer og strækker sig, så kinderne bliver røde, og efter ti minutter virker det, som om toppen er taget af hendes rastløshed. Hun sætter sig i en stol med benene over kors og bladrer lidt i et ugeblad, inden hun går ind på sit værelse. Vente på frisk luft og de rette bukser Men ventetid er allestedsnærværende på afdelingen. Når luften er blevet for tæt på Malenes stue, skal hun vente på at få adgang til sit rum igen, mens der bliver luftet ud.
