En mand i fyrrerne. En landmand. En landmand, der bor alene. Det er svært at lade være med at tænke på en evig ungkarl. En lidt sølle eksistens, der ikke kan finde en kæreste, fordi han lugter af møg og står op klokken 5 hver eneste morgen, også i weekenden. Aftentimerne tilbringer han alene i det blå skær fra farmerdating.dk, mens han overvejer, om ikke det ville være nemmere at fragte en hustru til Thy fra Thailand.
LÆS ARTIKEL Mange flere mænd bor alene i deres bolig
Karikaturen er opstået ud af en reel problemstilling: Det er svært at lokke kvinder til de dele af Danmark, hvor den nærmeste nabo meget vel kan være en vindmølle. Flere og flere mænd bor alene i Danmark, og i de jyske yderkommuner er tendensen særligt stærk, fordi de unge kvinder rejser derfra. Hvad gør man så, hvis man bor alene og gerne vil lave om på det?
Jeg ringer til Landboforeningen for at høre, om de kan finde en aleneboende landmand til mig, der vil være med i serien om danske mænd, der bor alene.
»Det er ikke så nemt at finde en, der vil i avisen«, erkender en ellers meget hjælpsom Villads fra en jysk lokalforenings ungdomsbestyrelse efter flere forgæves forsøg.
Boet alene som voksen
Til sidst får jeg kontakt til Lars Mellemkjær på 49 år. Han bor ved Jyske Ås på en firlænget gård med 500 søer og 2 rumænske ansatte. For Lars er det ganske naturligt, det med at bo alene, for sådan har han boet det meste af sit voksenliv. Frem til han var 38 år, levede han op til fordommene om landmanden som evig ungkarl. Men ungkarlen mødte Jane, de blev forelskede, fik et barn, blev gift, så separeret og til sidst skilt. Det hele forløb på under 10 år.
I dag er han 49 år og vil gerne have en ny kæreste, siger han fast.
Han er høj, klædt i poloskjorte under en nydelig striksweater, og han henter gerne københavnerjournalister i Aalborg Lufthavn i sin grå Ford. Der kun lugter meget svagt af stald. Hjemme i huset er der slet ingen lugt, og efter en tur i stalden skal også gæster en tur under bruseren og skifte hver en tøjstump. På den måde sætter Lars Mellemkjær en dyd i at holde sin profession ude af hjemmet.
På andre måder er han altid lidt på arbejde.
Den eneste ene to gange
Mobiltelefonen afbryder interviewet med den klassiske tredelte Nokia-ringelyd. Lars går lidt væk fra bordet.
»Njahh, de vejer i hvert fald ni kilo, de her, det er 5-ugers grise. Ja, ja«.
I røret har han den landmand, der køber hans store smågrise og feder dem op, indtil de er slagtemodne. Og i morgen er det tid til at hente et læs.
»Du får et fuldt læs så, det kan du godt regne med. Men 6.30 er vi klar i hvert fald. Den er go’!«, slutter Lars.
Landbrug som livsstil Det er en livsstil at være landmand. En livsstil, der måske godt kan skræmme kvinder væk, ved Lars. »Det følger med det hele, kan man sige. Man er bundet af det. Man kan ikke bare tage en weekendtur til Paris. Eller, det kan man godt gøre, men der er altid noget, man har ansvar for, altid nogen i røret, der ringer og spørger: Hvad gør vi lige med det og det. Det skal man kunne tage med«. Derfor skriver han heller ikke på sin netdatingprofil, at han er landmand, han skriver bare selvstændig. »Jamen, jeg ved ikke hvorfor. Tror du ikke, det ville være afskrækkende«, spørger Lars og fortæller en historie om en skiferie, han var taget på alene: »Det var sådan en bustur, og jeg var bare taget af sted – nu ville jeg ikke være landmand. Men der var et par piger med, og de havde i løbet af turen sagt: Han er landmand! Det kunne de se på mine hænder, påstod de. Det synes jeg nu ikke, man kan«, siger Lars og kigger lidt på sine hænder.
