Selv om der hvert år stjæles flere end 70.000 cykler fra danskerne, har justitsminister Morten Bødskov (S) for travlt til at lade sig interviewe om problemet.
Politiken.dk har de seneste dage sat fokus på de mange cykeltyverier, der i årevis har plaget danske cyklister, og dokumenteret, hvordan der anmeldes 199 cykeltyverier i døgnet.
TYVEKORT Meld cykeltyveriet til Politiken
Cykeltyvene tæller både professionelle bander, der fylder lastbiler med smarte og dyre jernheste, som bliver kørt til udlandet og solgt, og brugstyve, som ikke ser noget galt i at køre på en stjålen cykel på vej hjem fra byen fredag nat.
Cyklistforbund revser politiet
Politiken.dk har ligeledes dokumenteret, hvordan politiet kun i en brøkdel af sagerne får fat på de ansvarlige cykeltyve.
Selv ikke en cykeltyv fra Amager, der for to år siden blev taget på fersk gerning og filmet af TV 2's kriminalmagasin 'Station 2', er blevet retsforfulgt af myndighederne, der endnu ikke har rejst tiltale mod cykeltyven.
LÆS OGSÅ Anklager: Tiltale mod formodet cykeltyv kommer inden for en uge
Cyklistforbundet oplever det som om, at myndighederne har givet op over for cykeltyvene.
»Det er meningsløst at henvende sig til politiet. Og det lader ikke til, at det har justitsministerens interesse. I praksis kan du stjæle en cykel. Det sker der ingenting ved«, sagde kommunikationschef Frits Bredal fra Cyklistforbundet forleden til politiken.dk.
Hvert 8. minut stjæles der en cykel i DanmarkTrods problemets store omfang har Morten Bødskov ikke haft tid til at stille op til interview - ikke en gang over telefonen.
Politiken.dk ville gerne have spurgt ministeren om, hvad han mener om de mange tyverier, politiets lave opklaringsprocent, og hvad der skal til for at dæmme op for problemet.
»Justitsminister Morten Bødskov har grundet tidspres desværre ikke mulighed for at medvirke i et interview«, lød det i går fra kommunikationsmedarbejder i Justitsministeriet Pia Brügger, der i dag slet ikke har reageret på politiken.dk's henvendelse i sagen.



























