Hvidovre Kommune har to gange inden for to år modtaget underretninger fra en statslig myndighed om, at meterhøje bjerge af stinkende madaffald, papir og andet skrald i to kvinders lejlighed udgør en »overhængende brandfare« og en »øget sundhedsrisiko« – med en opfordring til at rydde lejligheden. Alligevel bor de to, mor og datter, stadig i den ildelugtende og overfyldte bolig, sådan som Politiken beskrev det for tre uger siden. Det fremgår af en aktindsigt i hele sagen, som de to kvinder har givet Politiken tilladelse til at se. SE OVERSIGTENKommune vidste i 14 år at mor og datter boede »total forsumpet«Alarm i 2010 Rådgivningsorganisationen Viso under Servicestyrelsen, som de to førtidspensionerede kvinder selv havde kontaktet for at få hjælp, slog alarm i 2010 og skærpede sidste år tonen ved at foreslå kommunen at rydde lejligheden; også selv om det skulle ske, uden at der var opnået enighed med de to kvinder, der har været afvisende over for en række af kommunens løsningsforslag. Papirerne afslører også, at Hvidovre i hvert fald siden 2004 har kendt til, hvor slemt det stod til. Da sendte kvinderne selv fotografier til rådhuset som dokumentation for, at deres lejlighed var fuld af affald. De ønskede hjælp, skrev de. I 2006 konkluderede kommunen i et notat, at lejligheden stank, og at dyngerne af skrald var så høje, at man ikke kunne se møblerne længere. Året efter fik de to kvinder for første gang lidt hjemmehjælp, som de tillod at komme ind. Mest for at få støvsuget i entreen.
LÆS OGSÅ Mor og datter lever i bjerge af rådnende affald
Men først da konsulenter fra det statslige Viso i juni 2010 havde slået alarm, begyndte begreber som brand- og sundhedsfare at optræde i sagens akter.
Lejligheden tilhører det almennyttige boligselskab Lejerbo, og her er forretningsfører Kurt Kristensen ikke tilfreds med kommunen. Han mener, at naboernes liv og helbred har været sat på spil.
»Det er ærgerligt, at Hvidovre Kommune ikke kontaktede os for længe, længe siden. For i modsætning til kommunen kan vi true beboerne med en udsættelse, hvis der ikke bliver ryddet op – og effektuere den«, siger Kurt Kristensen.
Uden tvang
Kvinderne, der er førtidspensionister med psykiske lidelser, har flere gange afvist kommunens tilbud om at få et rengøringsfirma til at rydde op i affaldet.
Samtidig har de to kvinder klaget over, at de på den ene side ikke magtede at bo i snavset, men at de heller ikke følte, at de kunne få hjælp til at rydde op på en måde, så de selv undgik stress og angst. Hvidovre Kommunes socialdirektør, Kit Claudi, erkender, at »vi er helt sikkert ikke lykkedes med vores indsats«. »Men vi har holdt fast i, at vi ikke ville ind i lejligheden med tvang, for det ville brænde vores tillidsrelation til de to borgere af, og det ville lægge gift for en mere permanent løsning«. Hun afviser Lejerbos kritik og returnerer bolden: »Et eller andet sted ligger den jo hos ejer (boligselskabet, red.), for deres vicevært og ejendomsinspektør på stedet har vi for længst underrettet. Lejerbo må gribe i egen barm, hvis deres interne kommunikation ikke virker«. Hvidovres socialdirektør føler sig »sat skakmat af reglerne« og mener ikke, at brandfarealarmen i 2010 fra Viso var nok til at sparke døren ind. »Vores beredskabsafdeling siger, at der skal have været konkret brandfare med spærrede brandveje, eller der skal have været sat ild til, eller insekter skal have bredt sig til andre lejligheder, før vi kan gribe ind«. Respekterer borgeren for meget
