Et markant politisk pres for at spare på syge danskeres medicinudgifter, som gennem en længere årrække har været kraftigt stigende, begynder nu for alvor at give resultater. For første gang nogensinde har landets største region, Region Hovedstaden, i år oplevet et decideret fald i sine milliardudgifter til lægemidler.
Faldet i forhold til 2010 er på knap fem mio. kr., men da der i budgettet var kalkuleret med en stigning i udgifterne på medicinområdet på 250 mio. kr., er det i realiteten et beløb på godt en kvart mia. kr., som på den måde er blevet »til overs« i pengekassen, viser nye tal.




























