Når de danske børn møder i skole, befinder der sig i gennemsnit en elev på hver grundskole, der lider af type 1-diabetes.
Og selv om skolerne har tilsynet og ansvaret for diabeteseleverne i undervisningstiden, bliver størstedelen af de 2.250 diabetesramte børn ladt alene med deres kroniske sygdom. Ifølge Diabetesforeningen har 83 procent af skolebørn med diabetes ikke en kontaktperson i skolen, som kan hjælpe med at måle blodsukker og tage insulin, viser en ny undersøgelse foretaget af foreningen blandt 512 familier med diabetesbørn. Nervøse forældre Og den manglende opbakning fra skolerne gør forældrene så nervøse, at de prøver at ’fjernstyre’ børnene, når de er i skole. Ifølge undersøgelsen er halvdelen af forældrene i daglig kontakt med børnene enten via telefon eller sms, og hos Diabetesforeningen modtager man et stigende antal henvendelser fra forældre, som er bekymrede for at sende deres børn i skole. »De mange forskellige historier, som familierne har fortalt til os, viser, at det i mange tilfælde er et lotterispil, om børn med diabetes får en tryg og god hverdag i skolen. Forældrene kontakter os typisk, når tingene er gået i hårdknude, og skolen ikke har villet tage ansvar«, siger sundhedsfaglig konsulent i Diabetesforeningen Kathrine Rayce. Hvis blodsukkeret bliver for højt eller lavt, kan børnene blive dårlige, ukoncentrerede og i værste fald gå i insulinchok. Der kan opstå problemer med indlæringen, og på længere sigt kan der opstå alvorlige komplikationer med blandt andet hjertet og nyrerne, hvis sygdommen ikke har været ordentligt reguleret. Forening kræver kontaktperson »Hvis et barn sidder i skolen med for lavt blodsukker i en time, så får barnet ikke ret meget ud af undervisningen i den periode på grund af manglende koncentrationsevne. Ved for højt blodsukker kan barnet blive irritabelt, rastløst og anspændt, og ifølge familier med diabetesbørn opstår der f.eks. problemer med at løse matematikopgaver«, forklarer Kjeld Bruun-Jensen, som er læge, ph.d. og seniorforsker hos Diabetesforeningen. Ifølge folkeskoleloven har skolerne ansvaret for de diabetesramte elever i skoletiden, og Diabetesforeningen kræver nu, at eleverne får tilbud om en kontaktperson. »Nogle skoler og lærere opfatter fejlagtigt diabetes som en harmløs sygdom og betragter forældrene som pylrede, når de beder skolen om hjælp til børnene. Andre går i den anden grøft og er bange for, at ansvaret for et barn med diabetes er alt for stort og lægger det derfor helt fra sig«, siger Kathrine Rayce. Glemmer insulin Sygeplejerske Christina Blach er en af de forældre, som oplever, at skolen ikke tilbyder den fornødne støtte. Hendes 9-årige søn, Rasmus, lider af diabetes, men skolens holdning er, at han sagtens kan klare at måle sit blodsukker selv. »Vi har ofte oplevet, at han har glemt at tage sin insulin og ikke har reageret på, at han har for højt blodsukker. Men man kan vel ikke forlange, at en 9-årig, der går i 2. klasse, selv skal kunne finde ud af det her«, siger Christina Blach, som dagligt er i telefonisk kontakt med sin søn, når han er i skole. Søskende må hjælpe På grund af lærernes manglende vilje til at hjælpe Rasmus er hans storesøster, der går tre klasser højere på samme skole, nødt til at bruge sine frikvarterer på at hjælpe lillebror. Og i flere tilfælde har bedsteforældrene været nødt til at rykke ud til skolen. »Det går jo ikke, hvis vi alle sammen skal have en hverdag til at fungere. Så nu flytter vi og begynder på en frisk på en anden skole, hvor vi krydser fingre for, at personalet er mere samarbejdsvilligt«, siger Christina Blach.
