Lærer- og sygeplejerskestuderende er for langt væk fra den virkelighed, som de senere skal ud i. I en rapport fra Anvendt Kommunalforskning (AKF) kritiseres professionshøjskolerne, som de to uddannelser hører under, for ikke at åbne sig mere mod de erhverv, som uddannelserne retter sig mod.
Det kunne ellers være med til at sikre, at de studerende kom tættere på virkeligheden – og den nyeste viden blev en del af uddannelserne. Det siger forskningsleder ved AKF Torben Pilegaard Jensen. Han har været med til at lave rapporten, som blandt andet bygger på tal fra Danmarks Statistik og interview med studerende og ledere fra to af landets syv professionshøjskoler.




























