Forsvaret iværksætter nu en tilbundsgående undersøgelse af, hvad der skete under Operation Green Desert i Irak i 2004.
Det lover forsvarschef Peter Bartram i en pressemeddelelse, efter at en videooptagelse i går viste, at danske soldater angiveligt så til, mens irakiske sikkerhedsstyrker mishandlede fanger.
Forsvaret har flere gange afvist, at der blev optaget video under aktionen, men det indrømmer den daværende bataljonschef, John Dalby, nu, at der blev.
LÆS ARTIKEL Irak-chef indrømmer: Vi havde kameraer
»Det er i går kommet frem, at danske soldater har lavet video-optagelser under Operation Green Desert i november 2004. Forsvarskommandoen har som tidligere oplyst ikke været klar over, at der fandtes optagelser fra denne operation«, skriver forsvarschef, general Peter Bartram, i en pressemeddelelse.
»Vi ønsker selvfølgelig at give korrekte og fyldestgørende svar på de spørgsmål, som vi bliver stillet. Det er derfor med stor beklagelse, at jeg nu kan konstatere, at forsvaret har videregivet informationer, der nu viser sig ikke at være fyldestgørende. Det er ikke godt nok, og jeg vil nu have en tilbundsgående undersøgelse af de faktiske forhold«, fortsætter forsvarschefen.
Kærgaard står frem
Sagen omhandler den såkaldte mission Green Desert i Irak, som danske soldater i 2004 deltog i sammen med britiske og irakiske soldater.
Kort tid efter operationen bragte avisen Al Manarah artikler om, at danske soldater havde set til, mens irakiske sikkerhedsstyrker mishandlede irakiske fanger. Det har det danske forsvar siden afvist.
Den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard stod i går frem og modsagde forsvaret.
Ved hjælp af en video dokumenterer han angiveligt, at danske soldater så til, mens irakiske fanger blev sparket. Anders Kærgaard påstår, at han i sin tid viste videoen til oberstløjtnant John Dalby, men John Dalby valgte ikke at gøre mere ved sagen.
fortsæt med at læse




























