Naboer ved Nørrebroparken er i bogstaveligste forstand blevet taget på sengen af Metroselskabet, der siden i tirsdags er begyndt at arbejde både i aften- og nattetimerne. Den offentlige bygherre, Metroselskabet, undskylder i en mail til politiken.dk for, at naboerne ikke er blevet varskoet: »Normalt vil Metroselskabet varsle denne type ændringer af byggeriet i god tid. Det har vi desværre ikke haft mulighed for her, og det vil vi gerne beklage«, lyder det fra Rebekka Auken Nymark, kundedirektør i Metroselskabet. Hele tiden været forudsætningen Men derudover mener hun ikke, at Metroselskabet og entreprenøren CMT har noget at undskylde: »Hele byggeriet af Cityringen er planlagt ud fra en ambition om at gennemføre arbejdet med så få gener som muligt i forhold til naboerne. Nørrebroparken er imidlertid en af flere tunnelbyggepladser, hvor det er nødvendigt at arbejde døgnet rundt. Det har hele tiden været forudsætningen, og det er naboerne informeret om for længe siden. Vores entreprenør er nu gået i gang med at arbejde i døgndrift«, skriver hun.
LÆS OGSÅ Metrobyggeri buldrer løs natten lang
Kundedirektøren henviser til, at udsigten til natarbejde fremgår af den politisk vedtagne VVM-redegørelse, der danner den lovmæssige ramme om byggeriet. Politiken.dk har gennem efteråret afsløret Metroselskabets systematiske overskridelser af de tidligere gældende støjregler i København og Frederiksberg Kommune.



























