Urin fra mennesker er god gødning

Haveejere ved, at urin er god gødning for græsplæne og kirsebærtræer. Alligevel kvier de fleste sig ved at lade vandet i det fri, fordi det betragtes som uhygiejnisk, og fordi naboen måske titter ind over hækken. I Sverige har der været fokus på sagen blandt andet med, hvad der på folkeligt dansk kan kaldes 'den store udetissedag'. Urin som gødning Det lyder muntert, men spørgsmålet er, om den form for sanitet, vi betjener os af i denne del af verden, er den bedste. Om det er bæredygtigt at bruge enorme mængder vand på at lede afføring gennem kilometer lange rør til komplicerede, dyre renseanlæg og videre til åer, søer og farvande. Hvorfor ikke bruge urin som gødning - igen? Langt ind i 1900-tallet sørgede natmænd og latrintog for, at den københavnske afføring blev ført ud til markerne. Denne kredsløbstankegang kan komme til ære og værdighed igen. Ti familier i Hyldespjældet i Albertslund leverer urin til forsøg på Landbohøjskolen. Nye toiletter »Vi har installeret nye toiletter og etableret fem tanke under jorden. Der er ingen lugtgener«, siger Povl Markussen fra Hyldespjældet. Toiletterne er designet, så mænd helst skal sidde ned, men »det er kvinderne kun glade for«. Små børn kan komme til at lægge en lort i urinskålen, så toiletterne trænger til ekstra produktudvikling, »men det kommer, hvis landbruget begynder at efterspørge urinen«, mener Povl Markussen. Han konkluderer, at hygiejnen er i orden, og at folk accepterer, at tisset bringes ud til afgrøderne i stedet for kunstgødning. Mindre kvælstof Menneskeurinen køres ud til en mark ved Sengeløse vest for København. Marken er delt op i 39 lodder, der hver især udsættes for kunstgødning (NPK), grøngødning, husdyrgødning, spildevandsslam, humanurin og så videre. »Urin fra mennesker har en gødningsværdi på niveau med handelsgødning«, konstaterer lektor Jakob Magid fra Landbohøjskolen. Indholdet af kvælstof er lidt lavere, men der er flere sporstoffer og mineraler. Hver gødning sin duft Knud-Erik Skou Knudsen, der er driftsleder på Landbohøjskolens økologiske forsøgsgård Bakkegården, har haft fornøjelsen af at køre urinen ud på marken, inden der i år blev sået havre. »Hver gødning har sin duft, men efter en halv dag er urinen indarbejdet i jorden«, siger han. Afgrøderne fra forsøgsmarken bliver målt og vejet, men ikke spist. Havren ender som brændsel i et fyr ved økobyggeriet Munksøgård ved Roskilde. Ikke tis direkte på salaten Jakob Magid anbefaler ikke, at man tisser direkte på sin salat i haven, men generelt forventer han ikke problemer ved at spise planter gødet med urin. Han opfordrer til mere forskning i eventuelle risici. »Det her har en fremtid både i Danmark og i udviklingslande«, siger Jakob Magid. Han fortæller, at han under et besøg på Borneo - tilfældigvis - har inspireret den malaysiske millionby Kuzing til at arbejde videre med et projekt med urin og fækalier fra 250.000 mennesker. »De havde ikke skænket det en tanke, men at recirkulere til marker eller plantager kan være endnu mere rigtigt, end det vi gør i dag«, siger Jakob Magid og påpeger, at bedre økologiske løsninger også kan vise sig at være billigere.