Det vækker minder om skingre damer på en statslig tv-kanal langt mod øst, når de to hovedpersoner i lærerkonflikten, Michael Ziegler og Anders Bondo Christensen, på hver deres stålsatte facon anklager modparten for at stå totalt fastlåst på egne synspunkter uden vilje til at forhandle.
»Begge parters retorik er efterhånden skruet op i et leje, hvor man ikke ved, om det er nordkoreansk tv eller debat om en konflikt på arbejdsmarkedet i Danmark. De beskylder hinanden for ikke at rykke sig og graver grøften dybere og dybere i stedet for at hjælpe hinanden tilbage til forhandlingsbordet. Det minder mig om Nordkoreas opførsel«, siger arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.




























