Han fulgte med i valget på tv hos nogle venner på Nørrebro, og da han så de glade EU-tilhængere feste over sejren, knækkede filmen.
»Jeg tænkte, det er sgu løgn. Politikerne behandlede os som uopdragne børn«.
Jacob Fessel var 22 år, venstreorienteret, men ikke en del af et yderligtgående netværk. Dagen blev brugt på at spille rockmusik og passe en guitarbutik. Men efter natten mellem 18. og 19. maj 1993 var det slut med det tilfældige liv.
»Jeg cyklede ind til det centrale Nørrebro. På vejen så jeg folk strømme ud på gaderne og tale ophidset sammen. De følte, at de var blevet tørret af politikerne«.
SE MERE KLIK og se mere 18. maj på localeyes.dk
På Nørrebrogade så han smadrede bankruder, og den tunge luft af tåregas hang over gaden. Slaget bølgede flere steder på Nørrebro, og Jacob Fessel stødte blandt andet på en velvoksen betjent, der sad på fortovet med blod ved munden. Imens var deres kolleger i gang med anholdelser af uromagere.
»Hvis politiet fanger nogen, må de ikke gå over stregen, men det gjorde de den nat. Det var meget voldsomt, og politiet skelnede ikke mellem almindelige borgere og de mere autonome typer«.
Noget over midnat nåede Fessel frem til Sankt Hans Torv, hvor der var roligt. En gruppe betjente stod og røg hen over skjoldene. De havde taget hjelmene af.
»Det var mærkeligt, for indimellem var der kampe mellem politi og demonstranter. Og når så politiet holdt pause, var der folkefest i gaderne. Folk sad ved små bål, nogle havde en guitar med. Bagefter begyndte slagsmålene igen«.
Ramt af politiskud
Jacob Fessel stod lænet op ad væggen til Joes Kaffebar, da en kvinde ved siden af ham pludselig faldt om.
»Da jeg så forsøgte at se, hvad der var sket, kunne jeg mærke, at mit knæ vred om. Jeg troede, jeg var blevet ramt af et eller andet. Det slog mig ikke, at kvinden og jeg kunne være ramt af skud«.
Han humpede ind på kaffebaren og ud på toilettet, hvor han viklede noget papir om sit blodige knæ. Tilbage i kaffebaren kunne han se en mand, der lå på billardbordet. Han blødte fra maven. Jacob Fessel cyklede hjem ved at lade det uskadte ben gøre arbejdet. Næste dag fandt lægen et lille projektil i hans knæ.
»Det var som en film: Han tog kuglen ud, og jeg kan stadig høre lyden, da metallet dumpede ned i en blikskål. Klang«.
Og dér, 19. maj 1993, besluttede Jacob Fessel sig for at søge ud på den yderste og militante venstrefløj. Han klippede sit lange hår af og deltog de næste 7-8 år i både den fredelige og den voldelige kamp.
»Jeg ville gøre oprør mod systemet og mod kapitalismen. Jeg var og er ikke fan af politiet, men det er ikke rettet personligt mod betjentene. Og der er grænser for, hvor hårdt man som autonom skal gå til den. Den aften på Nørrebro så jeg en mand med en brosten stå bøjet over en falden betjent med åbent visir, parat til at smadre stenen i ansigtet på ham. Den slags gør man ikke. Jeg har aldrig forsøgt at skade en betjent«.
Gammel og stivbenet
I 2002 blev Jacob Fessel idømt en måneds fængsel for en række mindre, kriminelle forhold og flyttede kort efter til Fyn, hvor han lever af førtidspension.
»Jeg meldte mig ud af miljøet, simpelthen fordi jeg blev for gammel og stivbenet. Og så vidste jeg, at alt, hvad jeg lavede, ville blive overvåget af PET«.
Jacob Fessel har sine ekstreme holdninger intakt og mener stadig, at »det var superuheldigt«, at folkeafstemningen for 20 år siden kom til at handle om urolighederne på Nørrebro:
»Den aften handlede jo om noget større. Om respekt for grundloven og om politisk anstændighed. På den anden side var det måske godt, at befolkningen virkelig fik øjnene op for, at politikerne snød dem«.
fortsæt med at læse
