Han var nogle uger før flyttet ind i en lejlighed tæt på Sankt Hans Torv på Nørrebro og havde »aldrig set en kampklædt betjent før, for den slags brugte vi ikke rigtig i Aarhus«. Forfatteren Peter Tudvad var 27 og studerede filosofi, da han 18. maj 1993 ved halv tolv-tiden hørte i radioen, at der var uroligheder ved Dronning Louises bro. »Jeg gik ud på gaden for at se, hvad der skete. Der var stille, ikke ret meget at se«.
Lød som knaldperler
Men da Tudvad kom længere op ad Fælledvej, fik han sin første kampklædte betjent at se. Eller rettere en hel deling.
Betjente: Vi var nødt til at blive og slås, da kollegaerne var kommet i knibe »Klokken var vel kvart i tolv, og betjentene kom nu imod mig. Jeg søgte ind til siden i en port, og da betjentene var ud for mig kom angrebet. Der kom tonsvis og atter tonsvis af brosten. Det virkede helt surrealistisk. Jeg så betjente blive ramt og gå ned. Jeg stod så tæt på, som jeg turde, og må ærlig talt indrømme, at det var spændende. Betjentene blev trængt tilbage, men så kom der civilklædte betjente med pistolerne trukket, og så blev stenkasterne trængt tilbage«. Peter Tudvad lagde også mærke til noget, der lød som knaldperler, men vidste ikke, hvad det var, for »det var lyden af brosten, der ramte betjentenes skjolde og visirer, der var infernalsk«. Da politiet brugte tåregas, flygtede Peter Tudvad gennem baggårdene. Her mødte han to unge piger, der ophidset fortalte, at den enes kæreste ligesom 2-3 andre var blevet ramt af skud. »Jeg troede, de overdramatiserede. Men da jeg kort efter kom op til Sankt Hans Torv, kunne jeg se, at det var alvor: De kom slæbende ud fra Joes Kaffebar med en mand, der blødte fra maven. De lagde ham på gaden, og det så ud, som om hans indvolde flød sammen med asfalten. De råbte på en ambulance, men politiet ville ikke lade den komme frem. Så tog nogle andre betjente manden op på deres skjolde og bar ham væk«. Fløj gennem luften Peter Tudvad løb hjem til sin lejlighed, men da han lidt senere igen gik ned på gaden, rendte han lige ind i politiet. »Folk flygtede, og jeg løb med. Pludselig kom der betjente fra alle sider. Så stoppede jeg og holdt armene over kors for at vise, at jeg ikke modsatte mig anholdelse. Så kom en stor betjent løbende lige mod mig og kastede sig med skjoldet forrest ind mod mig, så jeg fløj rundt i luften. Jeg råbte »Av, av, av, så slap dog af«, men han og måske flere betjente slog løs på mig«.
