Sindet på afveje

Politiken mandag: Lastbilerne kører i begge spor på motorvejen og tunge hjul får snesjappet til at sprøjte og dække ruderne i den lille personbil. Inde bag rattet er Henrik Preben Perregaard grebet af panik. I hans verden har lastbilerne nemlig et fælles mål, at få ham i grøften og tage livet af ham. Det er vinteren 1987, og den 40-årige lektor på økonomisk institut på Århus Universitet er stærkt på vej mod en diagnose som skizofren. Lastbilerne er i telefonisk kontakt med en hemmelig orden af toppolitikere, videnskabsmænd og præster. Gennem en computer dybt nede i jorden under Frijsenborgskovene nordvest for Århus har de kontrol med hele verdenen. Intet er tilfældigt. Alt sker som en nøje planlagt detalje i en djævelsk plan med Henrik Preben Perregaard i centrum. »Det lyder sindssygt, og det var det jo også. At blive forfulgt er noget af det mest rædselsfulde, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle gemme mig. Jeg havde en fornemmelse af, at den hemmelige orden ikke længere respekterede mig på grund af min kone. Hun var jo oprørsk og troede ikke på den hemmelige orden, og jeg havde fortalt hende alt for meget om min viden«, fortæller den nu 54-årige Henrik Preben Perregaard. Klenodier Han suger kraftigt på en cigaret, og dem er der tydeligvis røget mange af på det lille kontor, der er hans domæne i det gule parcelhus lidt uden for Århus. Reolen bag ham er stopfyldt af mapper med gulnede mærkater i ryggen og tydelige fingeraftryk på gult, blåt og rødt plastik. Mange af mapperne er spækket med gamle noter til hans forelæsninger på universitet. »De er blevet lidt af et klenodie for mig. Men jeg skiller mig snart af med dem, for jeg får nok aldrig brug for dem igen«, siger han. Foran ham på skrivebordet ligger to bøger med titlerne: 'Videnskabsteori for økonomer' og 'Økonomisk Teorihistorie' og den tykkeste af dem er udgivet kort før jul. Forfatteren er Henrik Preben Perregaard, og bøgerne er resultatet af en intellektuel genoptræning over 8 år og et konstant arbejde med at holde sindet i balance og sygdommen i kontrol. Sindssyg af psykoanalyse Han blev ansat på Århus Universitet i 1974, men selv om han satte pris på undervisningen og mødet med de studerende, kom han aldrig til at trives i forskermiljøet. Konkurrencen var ekstrem, og Henrik Preben Perregaard begyndte at opfatte sine kolleger som kyniske robotter. Ægteskabet begyndte også at knirke, og i november 1984 besluttede han i samråd med sin kone at begynde i psykoanalyse. Nogle psykiatere mener, at han allerede på et langt tidligere tidspunkt viste tegn på sygdom. Selv mener han, at det var psykoanalysen, der skubbede ham ud i vanviddet. »Man graver i underbevidstheden, der normalt ligger dybt inde i sjælen i nogle bokse med store metallåse, og jeg kunne ikke tåle, at der blev lukket op for de låse. Det var det, der gjorde mig sindssyg«, siger han. I starten fik psykoanalysen skeletterne til at komme ud af skabet i den rækkefølge, som de skulle. Henrik Preben Perregaard fik talt ud med sine kone og så kollegerne som mere menneskelige. Men efter et halvt år tog terapien en ny drejning, og han begyndte at drømme stærke drømme om sin far i skikkelse af Darth Vader fra Stjernekrigen. Medicin som forsvar »Der var ikke forskel på fantasi og virkelighed. Jeg kunne se, at min far ikke var lavet af jern, men opfattede ham i et panser af en sort rustning, der talte med en hul og rungende stemme. Han havde hverken hjerte, blod eller følelser, men kun forstand derinde i sin rustning. Og sådan startede dæmoniseringen af mine omgivelser«. En ven forvandlede sig til Dracula, og snart var Henrik Preben Perregaard selv en vampyr, der udnyttede andre mennesker til sin egen fordel. »Jeg var enestående og havde fundet den sande vej. Det var alle de andre, der var noget galt med«. Når hans kone forsøgte at bryde ind i hans verden for at få ham til at indse, at noget var galt, så han hende kun som en heks, der ville have ham under sin kontrol. Men oplevelsen på motorvejen og de forfølgende lastbiler bragte ham til sidst i tvivl om sin egen tilstand. Stærk medicin I december 1987 blev Henrik Preben Perregaard indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov, og behandlingen med stærk psykofarmaka gik i gang. Flere indlæggelser fulgte, og til sidst måtte han give op og gå på pension. »Jeg forstod ikke mit eget fag. Selv de mest enkle lærebøger, som jeg kender ud og ind, måtte jeg opgive at læse. Jeg kunne ikke engang læse en avis. Når jeg gik i gang med linie nummer to havde jeg glemt, hvad der stod i den første linie«, fortæller han. Efter et par tilbagefald og nogle hårde år, der mest gik med at ligge i sengen, begyndte han langsomt at genoptræne sine intellektuelle færdigheder. Og med medicinens og sin kones hjælp lykkedes det at genvinde så meget hjernekapacitet, at det langvarige arbejde med de to bøger kunne begynde. »Medicinen er mit forsvarsværk mod sindssygen, og uden det ville jeg ligge og skrige i en gummicelle«, siger Henrik Preben Perregaard, der stadig får tilbagefald men nu er bedre til at opdage, at sygdommen er på vej. Anerkendelse Ved siden af bøgerne på skrivebordet i kontoret ligger et brev fra en professor på RUC, der fortæller, at de studerende er begyndt at tage Henrik Preben Perregaards sidst udkomne bog i brug. »Jeg kunne have tudet, da jeg så det brev. Det er en dejlig anerkendelse. Jeg betragter mig selv som en heldig sindslidende, min forstand er rimelig god, jeg har min familie og kan bruge min hjerne til at skabe«.