Caroline og hendes bedste veninde lytter stakåndede og med alvorlig mine til idrætslæreren. De sidder på gulvet i gymnastiksalen, Caroline med én arm inde under den lyshårede Anne-Louises bøjede ben, den anden hvilende på hendes lår.
Når de løber rundt i salen, løber de ved siden af hinanden. Når de laver armsving, står de ved siden af hinanden. Når der er pause, krammer de. Den ikke så høje Caroline lægger hovedet mod brystet af den ret høje veninde og griner. Det gør de også meget, griner.






























