Amy er meget af tiden glad hos sin nye plejefamilie. Hun elsker at finde musik på nettet, som hun spiller og danser til for fuld udblæsning. Hun slæber masser af venner med hjem – alle vil besøge Amy, hun er populær både i skolen og i klubben. Der er også konflikter og magtkampe mellem nogle af pigerne i klassen. Men ikke værre ,end hvad der er normalt i den alder, synes moderen til en af Amys veninder: »Jeg har ikke tolket det som mere end almindelige pigeintriger. Hanne var meget god til at håndtere det, når der skulle laves aftaler, og når vi skulle forklare pigerne, hvordan de skulle være over for hinanden«, fortæller hun. Amy har altid været en sød og venlig pige, som hilser pænt og giver kram, når hun kommer på besøg. Der er styr på det hjemme i plejefamilien, oplever venindens mor. Det samme mener en genbo, som kender familien gennem mange år. Hos Hanne og Ole er der »stor rummelighed og kærlighed, men også meget klare og tydelige grænser«, siger fysio- og psykoterapeut Hilbert Andersen, som professionelt har mange års erfaring i at arbejde med anbragte børn og deres forældre. Han undrer sig ikke over, at Amy i stadig højere grad føler sig som en del af familien. »Selvfølgelig begynder et menneskesultent barn at føle sig knyttet efter 11 måneder«, siger han.
Ønsker ikke at leve
Men hjemme hos Hanne og Ole er Amy ofte ulykkelig. Hun tænker meget på sin mor og søster i Etiopien og er bange for, at moderen er død. Nogle gange græder hun sig i søvn og ønsker ikke at leve. Mens hun boede hos sine adoptivforældre, kom der to gange brev fra hendes mor i Etiopien. Det er imod reglerne, for familien må ikke skrive direkte. Al kommunikation skal gå via DanAdopt og deres etiopiske samarbejdspartner, oplyser adoptionskonsulent Mette Garnæs fra DanAdopt. »Det er meget fattige mennesker, og man kan blive sat i en forfærdelig samvittighedssituation og føle, at man er nødt til at hjælpe dem, hvis man har en direkte kontakt«, siger hun.
