Syv mænd sad omkring et køkkenbord på Frederiksberg og spiste thailandsk takeaway. Et lille fjernsyn i baggrunden var tunet ind på DR 2. Først var der temaaften om Tony Blair, og et af indslagene handlede om, hvad danske spindoktorer har lært af Downing Street 10. Statsminister Anders Fogh Rasmussens to tidligere rådgivere, Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen, tonede frem. Begge sad ved køkkenbordet og skævede til skærmen.
Så grinede de
Men det var ikke Blair, der optog mændene mest denne lørdag aften for to uger siden. Det var heller ikke den obligatoriske herresnak om kvinder – som dog fik dem til at strejfe temaet: Er den tidligere radikale udviklingsminister Anita Bay Bundegaard lækker eller ej? De talte, ligesom resten af nationen, mest om partiet Ny Alliance, som blev dannet få dage tidligere ... af manden, der havde inviteret på thaimad, Naser Khader.
Klokken 22.30 var der Deadline, som brugte næsten et kvarter på en debat om nyskabelsen. Igen var Michael Kristiansen inde i fjernsynet. Han sagde, at Ny Alliance nok ville blive skrevet ind i historien som partiet, der gjorde op med VKO og kontraktpolitikken.
»Men det bliver interessant at se, om de kan fastholde det, de har høstet nu. Jeg ved ikke, hvad der sker bagefter«, sagde Kristiansen til studieværten.
Det lugtede af en kritisk bemærkning, og en af mændene i køkkenet, journalisten og forlagsdirektøren Jakob Kvist, råbte til Naser Khader:
»Du skal ikke finde dig i sådan nogle femtekolonnefolk. Kyl dem ud!«.
Så grinede de andre.
Khaders gæster var – ud over Kvist, Qvortrup og Kristiansen – Morten Albæk, filosof, debattør og rådgiver i Danske Bank, Kaspar Bach, som er kommunikationschef i Bryggeriforeningen, og Michael Ulveman, journalist og nuværende spindoktor for statsministeren.
En flok skarpe politiske hoveder, som mere eller mindre jævnligt mødes med Naser Khader, enten hjemme hos en af dem eller ude i byen. Det er folk med indflydelse. Lige for tiden er det ikke mindst Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen, der dukker op i medierne, når politik skal forklares – uvildigt – som for eksempel Naser Khaders nye parti.
»Jeg er nysgerrig«
Selskabet i køkkenet er kun et hjørne af Naser Khaders imponerende netværk. Det består af direktører som Asger Aamund, journalister som Christopher Guldbrandsen, studieværter som Paula Larrain, modefolk som Uffe Buchard foruden taxichauffører, forskere og sælgere af reservedele til biler.
Og så er der selvfølgelig politikerne. Khader taler godt med de mest forskellige af slagsen. Han er fine venner med Venstres Søren Pind og svinger godt med både Anders Fogh Rasmussen og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt. Det samme gælder Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil og Peter Skaarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti.
Naser Khader ved godt, at han er god til at knytte mennesker til sig. Men det er ikke sådan, at han kynisk og strategisk opsøger mennesker, som han kan bruge til at hjælpe sig frem, siger han.
»Jeg har nemt ved at tale med alle, og jeg er nysgerrig. Det er simpelthen min natur. Og så er folk også gode til at holde fast i mig«.
Clinton-klubben Allerede da Naser Khader i 1997 kæmpede for at blive valgt ind på Københavns Rådhus, forstod han at samle unge radikale om sig. De hjalp ham med plakater, læserbreve og politiske arrangementer. Der stod en særlig aura om Khader. Hans indvandrerbaggrund gjorde ham spændende, og så tænkte han politik på en ny og uhøjtidelig måde. Det var simpelt hen sjovt at arbejde for ham, fortæller flere af hans støtter fra dengang. DR-journalisten Thomas Alling besluttede i 1997 at lave et portrætprogram om den fremadstormende indvandrer. De to rejste sammen til Khaders hjemby uden for Damaskus, og de kom tæt på hinanden. Det blev begyndelsen på et venskab. Og sammen oprettede de en klub, hvor der skulle diskuteres politik og drikkes whisky. De kaldte den Clinton-klubben, fordi de syntes, Bill Clinton var spændende. Medlemmerne var primært politikere og mediefolk, som hyldede de tre B’er: Burgere, Bourbon og Budweiser. Plus cigarer af den slags, som Clinton rullede på Monica Lewinskys bløde inderlår, som Thomas Alling formulerer det. »Vi inviterede folk udefra til at holde et oplæg, og det var klart, at Naser var trækplastret, der kunne få folk til at komme«.
