Güner Alps insisterende festvokal ringede stædigt i ørerne på reporteren og praktikanten, da de tumlede ud af Centerpubben. Deres jakker duftede af øl, smøger og tanken om at drikke midt på dagen. »Hold da kæft. Sikke de kan«, sagde reporteren. »Så har du aldrig været på Amager«, svarede praktikanten, grinte og trak op i sin krave. ’Kokkedal på vej’ Vinden besluttede sig for et frontalangreb, mens de to journalister bevægede sig ned gennem Egedalsvænges beton, og de måtte læne sig godt frem og holde fast på brillerne, for ellers var det lige før, de var røget af.
I midten af bebyggelsen lå den store pagode og legede konge af gårdmiljøet, mens cykelskurene måtte finde sig i blot at være undersåtter og bukke sig allerunderdanigst for overmagten. En trappe førte op til kontoret for et sekretariat, som kommunen og boligselskabet havde nedsat og navngivet ’Kokkedal på vej’. Reporteren og praktikanten gik op og ind i varmen, og straks blev de mødt af en projektmedarbejder, der hed Goran Fazlinovic, og han gav kaffe, som de kunne varme sig på. Goran Fazlinovic fortalte, at han gennem fodbold forsøgte at få rødderne i Egedalsvænge til at tale og være sammen på tværs af hudfarve og religion. »En god aflevering er ligesom en gave til dig«, sagde han. »Afleveringen bliver dårlig, hvis man ikke er gode venner«. Mødes om fodbold Hjemme i Bosnien var Goran Fazlinovic idrætslærer og judokæmper, men da Balkankrigen kom, blev han mobiliseret. Som soldat havde han hørt kuglerne flyve om ørerne på sig og granaterne falde omkring sine døde kammerater, og i dag, sagde han, skal der meget til at skræmme ham. Han havde altid set noget, der var værre: »Når man har været døden nær, mærker man, at man ikke er bange for noget«. Goran Fazlinovic mente, at man kunne overføre erfaringerne med spændingerne på Balkan til Egedalsvænge. »Det første, der ryger i en krig, er kommunikationen, og i stedet kommer angsten. Rygterne bliver til frygt, og alle er bange for det, de ikke kender«, sagde han. »Men hvorfor er det lige fodbold, du bruger?«, spurgte reporteren. »Det er vigtigt at mødes om noget, der er populært. Her er det fodbold. Men det kunne lige så godt være blokfløjte«. Krigen overtog fodboldbanerne Efter krigen tog Goran Fazlinovic tilbage til Bosnien for flygtningehjælpen. Han ville, ligesom han gjorde nu i Egedalsvænge, skabe venskab gennem fodbold. »Før krigen spillede serbere og kroatere fodbold sammen. Men så kom krigen, og krigen overtog fodboldbanerne. Da krigen sluttede, tog vi de første skridt for at genskabe det gamle venskab«. »Det er også bedst at holde jul, hvis man er gode venner«, fabulerede reporteren med halvblanke øjne. Praktikanten skubbede stolen tilbage og rejste sig, for det var simpelthen for dum en bemærkning. Han så ud ad vinduet, og ovre på den anden side af gården så han et vindue med et stort lysende rensdyr og en hulens masse nisser. Der måtte de hen, tænkte han.
