Mulighederne for at tage en uddannelse i de danske fængsler er ikke gode nok.
Det erkender Kriminalforsorgen, efter at den drabsdømte Jack Jönsson i dagens Kronik i Politiken har beskrevet sine kvaler med at få lov at påbegynde en HF-uddannelse.
»Gennem de sidste år har vi konstateret, at der har været en øget uddannelsesefterspørgsel blandt de indsatte, som vi ikke har kunnet imødekomme. Muligheden for at tage en uddannelse i fængslerne har ikke været tilstrækkelig indtil nu«, siger chefkonsulent i Kriminalforsorgen, Morten Bruun Petersen til politiken.dk.
Han oplyser, at Kriminalforsorgen nu har fået mulighed for at imødekomme ønsket om mere uddannelse blandt fangerne, da der er afsat midler til øget uddannelse i forbindelse med sidste års satspuljeforhandlinger.
Der kommer flere fængselslærere
Ifølge Jack Jönsson tog det omkring hundrede forespørgsler og adskillige år, inden han fik lov at komme på skolebænken under sin afsoning.
LÆS MERE
Drabsdømt: Hvorfor skal jeg parkeres på sidelinjen?Den historie er ikke enestående, fastslår formanden for Kriminalforsorgsforeningen John Hatting. Han fortæller om ventelister til fængselsskolerne og for få lærere til de mange fanger. Men det bliver der snart lavet om på, siger Morten Bruun Petersen.
»Der har blandt andet ikke været lærerkræfter nok. Men der kommer flere lærere til i 2013. Og i 2014«, siger Morten Bruun Petersen.
De fleste fanger efterspørger 9.-klasses eksamen
Ifølge kriminalforsorgens chefkonsulent er Jack Jönssons kritik af, at undervisningen i fængslerne ofte aflyses, og at kvaliteten af undervisningen ikke er god nok, til gengæld skudt forbi.
Morten Bruun Petersen erkender dog, at de indsatte, der ønsker at uddanne sig over 9.-klassesniveau, kan møde problemer i fængslernes uddannelsessystem.
»Jeg kan ikke genkende billedet af, at sygdom skulle være mere udbredt blandt lærere, der underviser i fængslerne end i øvrige faggrupper. Og heller ikke, at lærerne ikke har de rette kompetencer. Men dem, der underviser i fængslerne, er primært uddannet til at undervise til og med 9.- og 10.-klasseniveau«, siger Morten Bruun Petersen.
SE OG HØR JACK JÖNSSONS HISTORIE
»Det er blandt andet fordi, det er der, det største behov er, men også fordi vi ikke har muligheden for selv at udbyde gymnasiale uddannelser inde i fængslerne«, siger Morten Bruun Petersen, der understreger, at man skal være seminarieuddannet for at undervise i fængslerne.
Ikke i orden at fanger får nej til uddannelse
Hvis man som indsat i danske fængsler gerne skal uddanne sig over folkeskoleniveau, er det muligt. Men det kræver, at Kriminalforsorgen henter ekstern lærerforstærkning, fortæller Morten Bruun Petersen.
»Hvis man skal læse en HF, kan man ikke forvente, at en fængselslærer har den uddannelse. Det er ikke den primære målgruppe for vores indsatte, og derfor er det ikke en kompetence, vi selv har i fængslerne. Den skal vi hente ind udefra«, siger Morten Bruun Petersen og understreger, at Kriminalforsorgen har en forpligtelse til at sørge for, at de indsatte er beskæftigede i fængslerne.
»Det betyder også, at dem, der har et ønske om og et behov for at tage en uddannelse, også skal have lov til det. Så hvis man på den baggrund skal spørge rigtig mange gange for at få lov at tage en uddannelse og får nej, så er det ikke i orden«.
fortsæt med at læse




























