På fjerde sal, Jagtvej 59, vågner Brian Larsen langsomt i sin seng. Det lyder, som om nogen buldrer på vinduet, persiennerne klaprer heftigt mod hinanden. Det må være hans haleløse kat Fanny, tænker han søvndrukkent – den plejer at mosle rundt i karmen for at få ham til at vågne.
Men katten er der ikke. Og med en finger løfter Brian Larsen en lamel i persiennen og ser, hvor larmen kommer fra: buldrer det fra en helikopter, der som et tungt insekt svæver i luften omtrent 50 meter væk. Ud fra maskinens bug hænger et tykt reb, en kampklædt betjent er på vej ned. »Nu sker det«, tænker Brian Larsen og flagrer ind i stuen, hvor udsigten er bedre.
Chop-chop-chop-chop-chop.
Klokken er syv, præcis, og det er nu, Ungdomshuset bliver ryddet. Det er nu, de politiske løsninger er tørret ud, nu en betjent råber »VÆK VÆK VÆK« til en mor, der har taget opstilling som fredsvagt foran huset. Det er nu, politiet gennemfører den aktion, der gennem flere måneder har ligget på tegnebrættet som en ubehagelig hypotese om et møde mellem flere hundrede betjente og flere hundrede vrede unge, der ikke har tænkt sig at give op.
