Hvis du løber 66.792 gange rundt om legepladsen ved Degnestavnen i Københavns Nordvestkvarter, har du tilbagelagt Jordens omkreds.
Siden marts har børnene, som bruger det lille åndehul klemt inde mellem Tomsgaardsvej og Skoleholdervej, tilsammen løbet 3.854 omgange. Det fremgår af en lys opslagstavle inde i legepladshuset, der løbende opdateres.
Hvornår de når det endelige mål, tør legepladsens daglige leder Jan Meraj dårligt spå om. Men det er heller ikke det vigtigste lige nu, forklarer han.
»Det er et projekt, som børnene er sammen om. De er en del af et hold og lærer at indgå i en kollektiv sammenhæng. Og det er enormt vigtigt, når de senere skal ind på en uddannelse eller have arbejde«.
Hjemme i Nordvest
For mange af legepladsens godt 150 løst og fast tilknyttede børn strækker verden sig ikke meget længere end den boligblok, de er vokset op i. Mange har aldrig læst H.C. Andersen, men de ved, at det er herfra, deres verden går. Deres fædreland hedder Nordvest.
Derfor er det blevet lidt af en mission for den 40-årige danskpakistanske pædagog at vise dem omverdenens forskellighed. Og derfor glæder han sig over de af legepladsens besøgende, der hænger sådan lidt ude i periferien, men som er med til at gøre stedet ’nordvestsk’.
De muslimske mødre, der fra tid til anden kommer ned om morgenen for at bruge legepladsens udendørs motionsmaskiner. De danske børnefamilier. Det unge arabiske kærestepar, der kan kysse i ly for nysgerrige sjæle. Alkoholikerne henne på bænkene. Den lille gruppe af unge mænd fra kvarteret, der indtager basketbanen.
LÆS 1. KAPITEL
Mit Nordvest: Københavns ræverøde maskinrum hedder 2400 NVLige børn leger ikke altid bedst, og legepladslederen ved udmærket, at det ikke er bourgeoisiets børn, her er flest af. Hernede findes noget af det Underdanmark, som Jan Sonnergaard og Jonas T. Bengtson har skildret i deres hverdagsgrå socialrealisme om den udskældte bydel.
Men så må man dyrke den diversitet, der er, og derfor blev børnene for noget tid siden bedt om at pynte legepladsen ved at male et flag fra det land, deres familie har rødder i. I dag er en lille kantsten prydet af flag fra blandt andet Libanon, Danmark, Chile, Pakistan, Cuba, Norge, Tyrkiet, Israel, Palæstina, Frankrig, USA og Bosnien.
»Det er vigtigt, at børnene ser andre typer hernede end dem, de er vant til«, siger Jan Meraj og afbryder sig selv for at tale en ung dreng fra et brætspil og opfordre ham til at slutte sig til de legende ude på asfalten.
Nordvest er en broget bydel, der har lige så mange ansigter, som den har beboere, og det er derfor, Politiken de seneste dage har været på besøg. Kvarterets beboere har fortalt om det udsultede taberland, de ræverøde kommunistenklaver, det mondæne bydelsløft og boligejerne, der – måske – står over for en ny guldalder.
Men hvad skal der så blive af det Nordvest, der er? Hvor skal Nordvest gøre af sig selv, når kræfter udefra vil gøre det til noget andet? Hvad med fremtiden, hvad med det nye Nordvest?
Jan Merajs drømme for Nordvest kredser om de børn, han omgiver sig med hver dag:
»I fremtiden skal kvarteret her være mere trygt for børnene at vokse op i. Det er det, jeg håber på«.
Det totale mix
Det er ikke kun i nutidens litteratur, at Nordvest bliver beskrevet som et broget kvarter. På musikscenen har rapperen Rasmus Poulsen, der selv bor i Nordvest, under navnet Raske Penge markeret sig som en af bydelens fremmeste fortalere for den blanding af rummelighed, grim industriel charme og alsidigt leben, som kvarteret byder på. I sit første hit, ’Bor her’, indkredser han Nordvest sådan her:
Alle de livstrætte typer her vil have bodega, ikke flere caféer / masser af spillehaller og godt med frisører / natbutik med sprut og rygeudstyr / men der er ikke plads til stikkere i nord-skudsikker / nitte-vest, bliv den næste der får tændstikker / du kan få uden bilag. Du kan få brændt din bil af / hvis du er uheldig. Knallerter ræser forbi din villa / godt med byggetomter, autoværksteder / kommunister der holder ud som stærk læder.
Rasmus Poulsen køber en kop kaffe to go i en lille bar på Provstevej og viser rundt i sit kvarter. Stikker hovedet ind til cykelmekanikeren Lisa, der har åbnet et lille værksted i en garage på Thoravej. Passerer en række gamle industribygninger og ender ved en vildtbevokset byggetomt på hjørnet af Glasvej.
LÆS 2. KAPITEL
Mit Nordvest: Nu danser de i det gamle krematoriumFor år tilbage stod grunden tom hen, og kvarterets unge iværksættere begyndte at bygge stedet op som en skatepark med ramper, stisystemer, grillplads og små grønne spots. Men for et par år siden smadrede grundejerne ramperne og slog hegn om grunden.
»Jeg kunne forstå, at festen sluttede, hvis der skulle bygges noget på grunden. Men se dig omkring. Nu står den bare og falder hen og bliver fyldt med skrald og rotter«, siger Rasmus Poulsen og slår ud med armene.
Her er vi fremme ved rapperens pointe:
»Det er lidt en historie, der ikke er blevet fortalt om Nordvest. De her områder er totalt værdiskabende. Og det frygter jeg forsvinder fra kvarteret. Det kan ikke være rigtigt, at man som ejer bare kan lade en grund falde hen i årevis og så kræve den tilbage, når andre i mellemtiden har skabt noget værdi på grunden. Fællesværdien må trumfe. Det kunne man godt lovgive om«.
Højbane og graffiti
Selv er Rasmus Poulsen opvokset i et parcelhuskvarter i Nordjylland, hvor han lyttede til hiphop-musik fra Bronx og Compton. I Nordvest fandt han en lignende kombination af storbykultur og industri, højbane og graffiti, som lod til at være det tætteste, han i Danmark kunne komme på de mytiske områder, han hørte om på sine plader.
Men nu frygter han som mange andre i Nordvest for sit kvarter:
»Jeg håber, Nordvest bliver ved med at være sammensat. En blandet ret. At der vil være plads til både det fine, det smadrede og det hemmelige. Almindelige mennesker skal have råd til at bo her. Jeg håber ikke, at Nordvest bliver for tilrettelagt«.
Den drøm deler 23-årige Tilde Jespersen. Hun sidder i en park på vejen mellem byggetomten og Degnestavnens Legeplads og drikker naturvin med sin kæreste. Til daglig læser hun russisk og samfundsvidenskab på Københavns Universitet, og midt i regelretheden er kvarteret lidt af en oase, synes hun.
»Det der totale mix af koranskoler, bordeller og modebutikker og skæve eksistenser. Sådan håber jeg, det bliver ved med at være. Også selv om køen foran banken herude er rigtig lang, når det er den første – længere end på Østerbro, i hvert fald«.
fortsæt med at læse
