Mette Voss, førtidspensionist og enlig mor til to drenge på 8 og 17 år, har ikke bare dårlig ryg. Hun har også dårlig økonomi. Hun er en af de stadigt flere danskere, der sidder fast i fattigdom. I 1997 havde 28.000 personer været fattige i mere end tre år. I 2004 var gruppen vokset til 46.000. En stigning på mere end 60 procent. Og af dem er 12.500 børn. »Når en stigende gruppe befinder sig under fattigdomsgrænsen flere år i træk, så viser det, at fattigdom er et reelt problem. Og det, der bekymrer os, er, at der er mange børn i gruppen. Det er en rigtig dårlig start på tilværelsen«, siger direktør Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der står bag undersøgelsen. Hver en øre skal vendes Hver måned har Mette Voss’ lille familie 2.700 kroner at leve for, når alle faste udgifter er betalt. Derfor skal hver en øre vendes. Rudekuverter giver kuldegysninger. Sådan har det været i årevis, og der er ikke udsigt til, at situationen ændrer sig foreløbig: »Det mest frustrerende er, at jeg ved, jeg ikke kommer ud af min økonomiske situation. Jeg har ikke penge til uforudsete udgifter. Forleden fik jeg et smæk på elregningen på over 3000. De penge er jeg nødt til at tage fra børnepengene. Computeren er der noget galt med, men der er ikke råd til at reparere den. Og når jeg holder fødselsdag, er det altid så skrabet som muligt, sammenlignet med alle andre. Hver eneste gang er det er vurderingsspørgsmål: Har jeg råd?« Tre sammenhængende år Og når den dårlige økonomi først har bidt sig fast, er den svær at komme ud af. Derfor opererer EU og en række andre lande, ud over en fattigdomsgrænse, også med et mål for, hvor længe man har haft den økonomiske skruetvinge på: Fattigdom i mindst tre sammenhængende år placerer en i gruppen af ekstra udsatte langvarigt fattige. Finn Kenneth Hansen, politisk forsker ved Center for Alternativ Samfundsanalyse, forklarer det sådan her: »Sandsynligheden for at komme ud af fattigdom falder, jo længere tid man har været i den. Det første år falder mange fra, men efter nogle år bider det sig virkelig fast. Det er i denne gruppe vi finder den reelle fattigdom. Når man kommer over de tre års fattigdom, så skal man altså virkelig spænde livremmen ind«. Ingen officiel grænse Danmark har ingen officiel fattigdomsgrænse. Så ovennævnte tal er udregnet ud fra den metode man bruger i blandt andet OECD og EU til at definere fattigdom. Efter den metode er man fattig, hvis man har en indkomst, der er under halvdelen af den typiske indkomst – medianindkomsten.
Sammenlignet med mange andre lande er antallet af fattige i Danmark lavt, men andelen har været støt stigende siden 1996, særligt efter 2001. Renset for antallet af studerende, som man går ud fra på et senere tidspunkt vil få en bedre indtægt, var 197.000 danskere fattige i 2004. De fleste dog kun et år eller to. Men hver fjerde af dem hænger altså fast i fattigdommen i tre år eller mere. Farligt at være i fattigdommen længe Jens Bonke, programleder på Socialforskningsinstituttet, har været med til at lave flere studier om fattigdom, blandt andet varigheden. Han kalder det »dødsensfarligt« hvis man ikke hurtigst muligt kommer ud af fattigdom igen: »Det gælder om at komme ud af det i en fart, efter nogle år kan man se at »exit rate« falder dramatisk. Så kommer man ganske enkelt ikke ud. Når konjunkturerne vender, som de gør nu, tager man altid dem, der står forrest, først. De andre bliver ladt tilbage, og ofte er det sådan, at de får større problemer«, siger Jens Bonke. Loft på kontanthjælp Ifølge Lars Andersen fra AE er årsagen til stigningen i den langvarige fattigdom kontanthjælpsloftet og lignende stramninger. »Der er grupper, som bliver hægtet af den almindelige velfærdsudvikling. Det er ikke sådan, at de ikke får tøj på kroppen eller mad i munden, men der er ikke råd til fritidsaktiviteter og ferie, så de unge er enten meget hjemme eller på gadehjørnet. De bliver koblet af den almindelige udvikling i samfundet. Og føler sig socialt udstødt og isolerede fra andre børn og unge«, siger Lars Andersen. 30.000 kr. på tandlægebesøg For Mette Voss var det en tiltagende slidgigt og sammenfald i ryggen, der sendte hende ud af livets ludospil. Indtil da kunne hun nogenlunde få det til at hænge sammen. Hun har altid haft dårlig ryg, men den sagde for alvor fra efter en løfteulykke på et bosted for udviklingshæmmede i 1993.
