Man behøver bare kaste ét blik på det - så ved man det:Det er SÅ færdigt, det kamera. Færdigt med at fokusere, færdig med at ’frame’, færdigt med at fotografere!Et ualmindelig dyrt digitalt apparat - som godt nok var slidt ned og havde udtjent sin værnepligt på redaktionen - men til en nypris i omegnen af 35.000 kroner, smadret til ukendelighed.Og IKKE ved et uheld.Hvorfor, kan man med rette spørge?Fordi ... En eftermiddag for nogle år siden tog daværende fotochef på Politiken, Per Folkver, en beslutning: Politikens annonce i kataloget for Årets Pressefoto skulle virkelig være noget særligt. Anderledes. Hårdtslående. Noget, der ramte folk i maven. Annoncen skulle være et nærbillede af et kamera, så sønderslået, at enhver med bare en lille bitte kærlighed til fotografi ville kunne mærke det.Nede i fotografrummet sad Martin Lehmann og var på vagt den eftermiddag.»Jamen, jeg vidste jo ikke noget. Per kom bare bragende ned og råbte: »Martin, vi skal på opgave. Vi skal smadre et kamera!«. Og kender man Per Folkver, så ved man godt, at så ER det bare sådan! Jeg skulle ikke spørge mere, jeg skulle bare fotografere! Og fem minutter efter sad vi da også i min bil på vej ud til Sydhavnen med en pose bajere klirrende nede under det ene forsæde«.»Efter at have kørt lidt rundt, drejede vi ind et sted, hvor der sad nogle brutale typer med hår mellem tænderne og tatoveringer og adgang til store maskiner. Og så gik Per ellers i gang med at overtale dem til at hjælpe os. Altså med at totalødelægge det der fotografiapparat«.»De gloede selvfølgelig på os, som om vi var åndssvage. Men de kendte jo heller ikke Per. Hvis Børneradio stadig kørte den der konkurrence, ’Overbeviseren’, der gik ud på at overtale folk til alt muligt, så ville han kunne ringe ind og vinde HVER gang! Og den svageste af de der arbejdsmænd ude i Sydhavnen endte selvfølgelig også med at sige okay!«.»Man kunne se, at han heller ikke forstod, hvad fanden det her gik ud på. Men han kunne høre, at Per Folkver ville ha’, at han skulle gøre det, og at han ville få to kolde bajere for det. Så han gik op i den der monstermaskine, som kunne køres ned over kameraet – og så lagde vi apparatet på en hvid plade og gik i gang«.»Jeg syntes, at kameraet så superfint ud første gang, han kørte maskinen ned over det. Men det syntes Per ikke. Det var ikke smadret nok, sagde han. Så ham arbejdsmanden, der lignede en fra en Olsen-banden-film, måtte op i maskinen igen. »KØØØØR«, råbte Per. »STOOOP, nej, kør lidt mere. STOP!!! DÉR! SÅDAN DÉR! MARTIN, KOM HER! FOTOGRAFÉR SÅ!«.»Jeg stillede mig forsigtigt med benene på hver side af kameraet og tog billedet. Det billede, som endte i kataloget for Årets Pressefoto. Og det var det. Så kørte vi hjem. Det var bare en helt almindelig dag på kontoret«.Du kan se Martin Lehmanns billede som signaturfoto på Politiken Fotos Facebook-side.Det kan købes i Politikens ’Fotografier til din væg’ - her (42 x 61 cm) og her og (111,8 x 162 cm)Se hele udvalget af billeder til salg her.