En af de mest omtalte politiske skandalesager i nyere tid – sagen om S-formand Helle Thorning-Schmidt og hendes mands skatteforhold – ender nu efter al sandsynlighed med, at et flertal i Folketinget placerer det politiske ansvar for ulovlighederne hos daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V).
Skattesagskommissionen opklarede som bekendt ikke, hvem der stod bag lækagen af de fortrolige skatteoplysninger til pressen, men det ændrer ikke ved, at ansvaret for den og en række andre kritisable forhold falder tilbage på Troels Lund Poulsen, mener S, R, SF og EL.




























