Der var noget særligt over Aman. De danske styrker havde haft mange dygtige og mindre dygtige tolke ansat i Afghanistan, men på hold 10 bed cimicofficer Jens Svensson mærke i, at der var noget særligt over den unge tidligere engelsklærer fra Paktia-provinsen.
»Han havde et utrolig godt lokalkendskab. Han havde en historik med nogle af de mennesker, vi talte med. Han kunne identificere, hvem der var nogle svindlere, og hvem der var rene nok; det var enormt vigtigt, når vi skulle bevilge støtte til genopbygningsprojekter«, husker Jens Svensson, der i 2010 havde til opgave at bygge bro mellem det danske militære engagement, genopbygningsarbejdet og den afghanske lokalbefolkning.




























