Der er stille og mørkt her på Bornholm. Jeg kan svagt høre min kones åndedræt ved min side. Min søn sparker lidt og vender sig i sin tremmeseng. Jeg forsøger igen at lukke øjnene, og den varme afghanske vind kærtegner mit ansigt på den interimistiske hovedpude, der er bygget af snavset tøj efter dagens opslidende patrulje.
Man ligger i grunden ganske rart på sådan noget ørkenjord, når bare man har sit liggeunderlag og sin sovepose, tænker jeg.
