Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Krigen forlader os aldrig

Jeg og tusindvis af andre hjemvendte soldater bærer rundt på ufattelige minder om krigens død og rædsler.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er stille og mørkt her på Bornholm. Jeg kan svagt høre min kones åndedræt ved min side. Min søn sparker lidt og vender sig i sin tremmeseng. Jeg forsøger igen at lukke øjnene, og den varme afghanske vind kærtegner mit ansigt på den interimistiske hovedpude, der er bygget af snavset tøj efter dagens opslidende patrulje.

Man ligger i grunden ganske rart på sådan noget ørkenjord, når bare man har sit liggeunderlag og sin sovepose, tænker jeg.

Jeg åbner øjnene igen og stirrer ud i mørket i det lille hus i Østermarie. Jeg er ikke i Helmandprovinsen. Jeg ligger ikke på mit liggeunderlag i et sandhul under et pansret køretøj, og det er ikke den varme afghanske føn, jeg mærker. Det er en sommernat i august, jeg ligger i en Ikea-seng og får vinden ind fra Østersøen. Min datter rumsterer lidt inde ved siden af.

Det er 5 år siden, jeg kom hjem fra Isaf hold 9, hvor jeg som sprogofficer lå sammen med Charlie-kompagniet fra gardehusarregimentet helt ude ved den yderste forpost i forsvaret for handels- og logistikbyen Gereshk i det centrale Helmand.

5 år. Hvorfor føles det så, som om jeg stadig er dernede? Måske fordi en del af mig aldrig kom hjem igen. Det er det samme, jeg hører fra de få mennesker, jeg kan snakke med om vores oplevelser. Krigen tog vores uskyld og sendte os hjem. Fyldt med oplevelser og følelser, vi som under en ond forbandelse ikke magter at dele.

Det var svært at vende tilbage til velkomsttimer med barnagtige navnelege, åbne debatter og akademiske kvarterer på Københavns Universitet, når man få uger forinden har stået med en pigekrop med bortsprængte ben i favnen

Jeg lukker atter øjnene, og en kort episode begynder at gentage sig for mit indre blik: Jeg ligger svedende på en feltseng i et smadret compound på basen FOB Bridzar. En kæmpe eksplosion lige uden for lejren river det spæde gry i tusind stykker, og vi vælter søvndrukne og gennemblødte af sved ud af feltsengene. Er vi under angreb igen?

To mænd kommer løbende op mod lejren med en trillebør. Resterne af en paddehattesky hænger i luften 500 meter fra basen. Jeg går dem i møde. I trillebøren ligger en lille pige uden ben, viklet ind i en kulørt, spraglet velourkjole med pailletter i røde, lilla og grønne nuancer. Mens jeg ligger der med lukkede øjne, kan jeg levende genkalde mig fornemmelsen af pailletterne, der kradser på mine hænder.

Jeg ænser ikke, at hun også mangler den ene arm ved skulderen. Den blev revet af i eksplosionen fra vejsidebomben, hun trådte på. Hendes mor kommer haltende 100 meter efter. Hun skriger og stønner. Jeg ser kun den lillebitte, sønderrevne krop. Jeg løfter pigen op. Min datter på 2 vejer cirka det samme som hendes krop uden ben. Jeg tror, hun er 4 år. Når jeg i dag løfter min datter op i favnen, står jeg af og til igen med den lille krop i armene.

Jeg kan fornemme den svage, metalliske lugt af blod, men det er støvet, der dominerer. Det dækker alt som en tynd film. Fint stenmel indsylter hverdagen og trænger ind overalt. Som om Afghanistan selv forsøger at lægge et sløret filter imellem os og grusomhedens realitet. Som om landet skammer sig over at vise sig frem. Jeg kan se knoglestumperne stikke ud af de tændstiktynde ben. Det bløder forbavsende lidt, tænker jeg. Jeg vil kaste op.

Pludselig skifter scenen. Jeg tramper igennem skiftende afgrøder af opium, hash og meterhøje majs. Varmen er kvælende, og jeg rammes af en kvalmende følelse af ligegyldighed. Men jeg må holde gejsten og troen på missionen oppe. Det tilkommer ikke mig at påberåbe vanviddet. Jeg er som sprogofficer måske den, der har læst mest om konflikten og forstår den bedst. Jeg burde kunne se og forstå det, men alligevel drukner jeg i afmagt, dødsangst og lidelseshistorier fra de lokale bønder.

Der er gået 5 år, men jeg lever med krigen hver dag. Jeg tænker ikke over den hver dag, men jeg lever med resultatet af den og bærer den med mig.

Efter at Jonas bliver sprængt i stykker, tør jeg ikke mere. Men jeg siger det ikke til nogen. Resultatet af vores tre sidste patruljer er 1 dødsfald og 2 amputationer. Jeg misbruger min ’magt’ som chef for tolkene i Armadillo og får dem til at udfylde de huller i patruljerne, jeg skulle have taget. Jeg vil hjem. Jeg må væk herfra.

Jeg åbner øjnene og ligger stadig i min Ikea-seng. Hunden piber i søvne nede i stuen. Jeg sveder tran.

Der er gået 5 år, men jeg lever med krigen hver dag. Jeg tænker ikke over den hver dag, men jeg lever med resultatet af den og bærer den med mig.

Jeg måtte opgive min universitetsuddannelse og er flyttet væk fra København og mit soldatermiljø for at prøve at lægge det hele bag mig og starte på en frisk. Men sandheden er, at jeg ikke er den samme.

Jeg kunne ikke gennemføre min uddannelse, efter at jeg kom tilbage. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg kunne ikke huske, hvad underviseren sagde. Jeg gik ikke op til eksamen, for jeg vidste ikke, hvad det hele handlede om. Teksterne læste jeg igen og igen, men kunne ikke huske dem dagen efter. Det harmonerede ikke særlig godt med at være ham den skarpe sprogofficer, ham de kaldte ’Kloge-Åge’.

Forsvarets psykologer blev aflagt et par besøg efter hjemkomsten, men det var let at tale dem efter munden og fremstå reflekteret og velovervejet. Jeg blev hurtigt clearet, selv om jeg på dette tidspunkt nok skulle have haft mere hjælp til at bearbejde oplevelserne.

Jeg havde svært ved at erkende over for mig selv, at jeg faktisk ikke fungerede i det civile liv. Det var svært at vende tilbage til velkomsttimer med barnagtige navnelege, åbne debatter og akademiske kvarterer på Københavns Universitet, når man få uger forinden har stået med en pigekrop med bortsprængte ben i favnen. Hvordan forklarer man, at man synes, at de medstuderendes småproblemer er latterlige, og at deres debatter er tom akademisk sludder?

Som hjemvendt soldat følte jeg, at ingen anerkendte det arbejde, jeg havde lavet. Ingen vidste, hvem man var, eller forstod, hvad man havde været igennem. Hvordan skulle de også kunne det? Jeg var 23 år dengang og havde haft et enormt ansvar.

Jeg havde været en del af noget langt større, end jeg turde drømme om. Jeg havde følt mig vigtig. Nu var jeg bare endnu en studerende. Og oven i købet en temmelig ringe en af slagsen.

Min løsning var simpel. Det var jo ikke mig, der var noget galt med. Problemet var den civile verden og alle de caffelattesippende pladderhumanister, der troede, de vidste noget om verden.

Derfor blev flugten fra mig selv en flugt tilbage til forsvarets store grønne familie. Jeg fik kort tid efter tilbudt 1 års udstationering ved en militærbase i USA med efterfølgende udsendelse til Afghanistan igen. Det var da en god idé, syntes jeg.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Efter et år i USA rejste jeg i 2012 atter til Helmand på hold 14. Støvet, basaren med de handlende og de hvide Toyotaer var der endnu. Men baserne, vi to år tidligere havde kæmpet for at holde og sikre, var forladt eller overdraget til afghanerne, der ikke var i stand til at holde dem og derfor opgav dem totalt.

Alt det, danske soldater havde kæmpet for og var døde for, syntes udvisket. Det blev vist kaldt »et led i en overordnet militær strategi«, der skulle sikre overdragelsen af sikkerheden nord for Gereshk til de afghanske sikkerhedsstyrker. Vi, der havde blødt og grædt for at holde de baser, så nu kun meningsløshed og politisk uvilje til en langstrakt mission i Afghanistan. Men en god soldat gør, som der bliver sagt, og hvis nogen højt oppe siger ’luk basen!’, så svarer man ’javel!’. Der er ikke plads til den slags hensyn, når de storpolitiske spil folder sig ud. Vi var bare brikkerne, der uheldigvis tilhørte en dårlig skakspiller.

På min kones fødselsdag var vi på patrulje under en større operation. Efter at have været ude at gå, satte vi os tilbage i køretøjerne, men nåede kun at køre få meter, før et kæmpe drøn slukkede for alt lys.

Køretøjet var en amerikansk MRAP (Mine Resistant Ambush Proof), som vi havde lånt af US Marine Corps. Forenden var totalsmadret og lå i et dybt krater. Det ene forhjul var helt forsvundet. Havde vi siddet i en dansk PMV eller Piranha, var vi formentlig alle sammen døde.

Vi blev kørt til Camp Bastion til lægeundersøgelse. På mirakuløs vis var alle 100 pct. uskadte. Jeg ringede hjem og ønskede min kone tillykke med fødselsdagen og hørte om dagen, gaverne og livet i Danmark. Jeg fortalte ikke, at jeg 4 timer forinden var blevet sprængt i luften.

To uger senere havde jeg en vred kone i røret. Forsvaret havde sendt min arbejdsskadeanmeldelse hjem til mig. Min kone åbnede min post, mens jeg var væk, og kunne læse, at jeg havde været involveret i en eksplosion. Hun var højgravid og ikke begejstret.

Jeg kom hjem og blev far og ville prøve noget nyt efter at have mistet troen på mine boglige evner. Jeg begyndte i lære som kok på en lille nyåbnet restaurant. Jeg tabte mig 12-13 kilo på 4 måneder og var nede at veje 58 kg. Min læge troede, jeg havde kræft, og jeg blev sendt til udredning på Bispebjerg Hospital. Der var ingenting. Det var stress og psykiske efterreaktioner. Jeg blev sygemeldt fra uddannelsen. Endnu en uddannelse, jeg ikke kunne magte.

Jeg er i dag gift og har to børn. Jeg har et nyt job. Jeg læser til folkeskolelærer og bor i et lille hus på Bornholm. Jeg har fem bistader i min baghave og har sågar for nylig investeret i en lille båd, så jeg kan sejle ud og fange lidt fisk.

Det er den skære idyl. Et liv, mange kun turde drømme om. Men det har taget tid at komme hertil. Jeg lever og fungerer i dag fint i min hverdag. Jeg er ikke diagnosticeret med posttraumatisk stress (PTSD), og jeg mener heller ikke, at jeg har det, selv om nogen nok straks vil tænke det, når de læser mine ord.

Hvad jeg har, er nogle ubeskrivelige oplevelser i bagagen. Oplevelser, som ikke bare kan gemmes væk, for de har ændret mig og defineret mig som person.

Det er oplevelser, som jeg har holdt for mig selv alt, alt for længe, fordi jeg ikke har haft modet og ordene til at formulere dem i sætninger direkte til mine pårørende. Dette skriv er derfor til dig, Sara. Fordi du i 5 år har levet med min tavshed. Jeg er ikke den eneste. Vi er mange velfungerende soldater, der gemmer på historier som mine. Mange har historier, der er langt værre. Nogen kan magte det hele selv og overlever ved at putte alt ned i en lille kasse, der gemmes væk inderst inde i hjernebarken for aldrig at blive åbnet igen.

Andre får professionel hjælp til at bearbejde følelserne, og en kæmpe stor gruppe af os fortsætter bare vores liv og bærer krigen med os. Det er vores tabu. Det forbudte emne. Men vi er her stadig, og vi lever med konsekvenserne af vores valg, og det samme gør vores familier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Danmark har et ansvar for at skærpe sin veteranpolitik. Vi har været krigsførende nation i mange år nu, og forsvarets personel er presset til det yderste af sin formåen i de internationale operationer.

Tusindvis af unge mænd og kvinder bærer rundt på konsekvenserne af vores nations udenrigspolitiske linje. Det er ikke deres ansvar alene at bære denne byrde. Det er vores fælles.

En kollega beretter om sit kompagni fra Kroatien i 1992, at 20 personer ud af 119 mand er døde under mystiske omstændigheder eller har begået selvmord.

Der er heldigvis sket meget siden da, men der er stadig hundredvis – måske endda tusindvis – der befinder sig i samme situation som jeg. Og det er ikke sikkert, at de alle har evner og overskud til at formulere debatindlæg i et dansk dagblad, når de rammes af pludselige flashbacks og minder fra en glemt krig.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden