Det sidste kapitel?

Center Avnstrup ved Roskilde, 16. marts 2007 Hakim sad i sin lysebrune sofa og zappede som sædvanlig mellem forskellige arabiske tv-kanaler. Han tændte endnu en af sine billige, russiske cigaretter og sagde til journalisten, der sad i den anden sofa: »I går blev 120 slået ihjel i Bagdad. Det var to bilbomber. Hver dag er der nogle, der dør, og fremtiden for Irak er ikke god«. Han sugede på cigaretten. Skænkede lidt mere af den søde te, hans kone Amira for lidt siden havde båret ind på værelset. Så tilføjede Hakim: »For mig bevæger uret sig baglæns. Det bliver bare værre og værre ...«. En stemme afbrød ham. Det var en drengestemme, og den kom ind gennem det åbne vindue. Hakims søn Gabir stod nede på asylcentrets store plæne og råbte op til sin far. »Kommer du ikke ned og leger?«. Hakim rejste sig , stillede sig hen i vinduet og råbte til sin 9-årige søn: »Det kan jeg ikke. Du ved godt, at jeg ikke tør gå ud. Du må lege alene«. Hakim havde ikke været ude, siden han et halvt år tidligere holdt op med at arbejde i en butik med arabiske specialiteter på Nørrebro i København. Han stoppede, da myndighederne fandt ud af, at han arbejdede. Det måtte asylansøgere ikke. I øvrigt var Hakim også bange i den butik. Han arbejdede på lageret i kælderen, men frygtede alligevel, at et medlem af en fjendtlig klan en dag ville dukke op. Den klan, der havde svoret at dræbe ham. Nu forlod han kun sit værelse for at gå på toilettet lidt henne ad gangen. Og så gik han ud efter midnat for at ryge i mørket. Marienborg nord for København, 1. januar 2007 »Jeg håber, at 2007 bliver året, hvor irakerne selv kan overtage ansvaret for sikkerheden i Sydirak«, sagde Anders Fogh Rasmussen, da han sad bag sit skrivebord på Marienborg og så nationen i øjnene på årets første dag. Det gamle år havde budt på flere smertelige tab med dræbte og sårede danske soldater. Men der var lys forude, sagde statsministeren. »I takt med, at irakerne selv overtager ansvaret, kan vi reducere antallet af britiske og danske soldater ...«. Forholdene i Irak virkede ellers alt andet end opmuntrende. I hvert fald hvis man læste den nyeste trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Landet var præget af »opløsning og kaos«, og den etniske og religiøse konflikt antog »mere og mere form af borgerkrig«. Heller ikke nede sydpå, hvor briterne og danskerne havde ansvaret, stod det for godt til: »I løbet af 2006 er niveauet for vold og kriminalitet også eskaleret i Basra-provinsen ... Shiitterne vil sandsynligvis fordrive sunniaraberne fra Basra-provinsen, hvis konflikten eskalerer yderligere, og koalitionen ikke blokerer for den etnisk-religiøse udrensning«. Bedre så det ikke ud i Afghanistan, hvor oprørere og terrorgrupper fortsat var »aktive«, skrev efterretningstjenesten. Dahaneh, Afghanistan, 6.-9. januar 2007 Spejderne var nervøse. Det forlød, at talebanerne havde lagt miner ud mellem landsbyen Dahaneh og bjergkæden mod nordøst. Miner var nærmest umulige at beskytte sig imod. De danske soldater så kvinder og børn haste væk fra området. Og de mærkede tydeligt, at Taleban holdt øje med dem. Det var her i nærheden, at overkonstabel Jesper S. Pedersen for godt en måned siden så en af de forreste vogne i kolonnen blive forvandlet til en ildkugle. Siden havde han kæmpet talrige gange med fjenden ... som de ikke måtte kalde fjenden. Fordi dette ikke var en krig. Men hvad var det så? Spejdereskadronen slog lejr cirka fem kilometer fra Dahaneh. Den lille by lå mellem to bjergpas i den afghanske Helmandprovins. Ordren lød på at overvåge området, men hvis chancen bød sig, skulle de forsøge at fremprovokere en reaktion fra oprørerne. Taleban bar hverken uniform eller synlige våben, så der var kun én måde at skelne dem fra de civile på: ved at få dem til at skyde. De følgende tre-fire dage kom til at flyde sammen for Jesper. Som et langt, sammenfiltret mareridt. Taleban skød på dem med geværer. Med morterer. Og med raketdrevne granater. Og de besvarede ilden. Talebanerne var ikke gode til at ramme. Men de var gode til at skræmme. En soldat blev ramt af stumper fra en mortergranat. Han slap med overfladiske skrammer. Om natten trak de sig tilbage til lejren uden for byen. Eskadronens mange køretøjer holdt i en trekant, og soldaterne sov inde i trekanten, bag vognene. Normalt gravede de huller til at sove i, men her var jorden for hård. Det var sten det hele. Så de sov oven på stenene, i deres soveposer. Den første nat var fredelig. Den anden nat blev de beskudt fra bjergene. Den tredje nat var Jespers nerver flossede, allerede inden han lagde sig til at sove. Talebanerne begyndte at skyde fra en ruin i udkanten af Dahaneh mod den danske vognborg. De skød med håndvåben og panserværnsvåben. »TATATATA«. Jesper hørte projektilerne fare igennem luften. Det gav et smæld, når de brød gennem lydmuren. Projektilerne fløj ind mellem de militære køretøjer. Hen over hovederne på soldaterne. Han ville ud af soveposen. Kunne ikke få den op. De havde fået nye soveposer, polarsoveposer til den frysende afghanske nat. Men vanskelige at åbne indefra på grund af de to lynlåse, der var anbragt upraktisk i siderne. Projektilerne haglede ned over lejren. Knuden i maven blev større og større. Han kæmpede med soveposen. Den var umulig at få op. Det var den nat, han knækkede. Tanker fløj gennem hans hoved. Han tænkte på kæresten Christine og på det barn, han snart skulle være far til. Det her kunne han ikke udsætte dem for. I det øjeblik vidste han, at det var hans sidste mission. Jesper var ved at brække sig. Han blev ved med at høre lydene fra Dahaneh. Han græd. Kunne ikke spise. Statsministeriet, København, 21. februar 2007 Ganske vist var der langtfra fred i det sydlige Irak, men Fogh havde aftalt retræten med briterne. Det var for sent at vende om. »Jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtale min stærke påskønnelse af det samarbejde, vi har med Storbritannien«, sagde Anders Fogh Rasmussen, da han trådte frem i Statsministeriet med udenrigsminister Per Stig Møller. I London var premierminister Blair netop i færd med at fortælle sit parlament om den forestående tilbagetrækning fra Irak. »Den danske bataljon bliver trukket hjem til august«, oplyste statsministeren. Fogh ville ikke påstå, at alt var i sin skønneste orden i Irak. Der var da et stykke vej endnu, før terroristerne var nedkæmpet. Men det afgørende for regeringen var, at irakerne gerne selv ville overtage ansvaret for sikkerheden, sagde han. Derfor kunne han godt forsvare at trække de 400 danske soldater hjem og erstatte dem med fire observationshelikoptere. Til gengæld ville Fogh opruste i Afghanistan og sende yderligere 200 soldater til landet, hvor Danmark indledte sin krig mod terror. »Samlet er beslutningerne udtryk for en usvækket dansk indsats i kampen mod den internationale terrorisme«, sagde Fogh. Spørgsmålet var, om den irakiske premierminister, Maliki, og USA’s præsident, Bush, syntes det samme, når det kom til stykket. I Danmark døde debatten hurtigt ud, for ingen i oppositionen mente, at vi skulle blive i Irak. De eneste, som havde grund til at ærgre sig, var Socialdemokraterne, for nu havde regeringen ryddet endnu et mineret område på vejen mod det næste folketingsvalg. Irakkrigen var slut på Christiansborg. Og inde i Statsministeriet trak man vejret lidt friere. Christiansborg, København, 22. februar 2007 Mogens Lykketoft gav hverken militsgrupperne eller al-Zarqawi og hans tilrejsende terrorister skylden for det irakiske kaos. Ligesom resten af oppositionen rettede den socialdemokratiske udenrigsordfører skytset mod George W. Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen. De var ansvarlige for borgerkrigen i Irak. Men hvad var oppositionens alternativ til Irakkrigen? Var det ikke let nok at sige, at man ikke brød sig om Saddam Hussein, men var modstander af krigen. Lykketoft lænede sig over mødebordet på sit Christiansborg-kontor og forsøgte at forklare. »Den indenrigspolitiske diskussion må være, om Danmark moralsk, politisk og militært skulle lægge sig op ad George W. Bush«, sagde han. »Når vi ikke bruger så lang tid på at diskutere, at al-Qaeda er nogle forbrydere, er det ikke ensbetydende med, at de ikke er nogle forbrydere«. Den tidligere udenrigsminister og partiformand havde fundet sine gamle røde Mayland-kalendere og notater frem for bedre at kunne genkalde sig de seneste seks års begivenheder. I marts 2003 afviste Socialdemokraterne ikke en krig mod Saddam Hussein. Men partiet ville give FN’s våbeninspektører mere tid i Irak, selv om diktatoren havde drevet gæk med dem i tolv år. Hvorfor? »Når man havde defineret problemet som et spørgsmål om masseødelæggelsesvåben, skulle man have givet FN’s inspektører tid til at fuldføre deres arbejde. Det bidrog om noget til at gøre krigen til en tvivlsom aktion, at man først bad FN om at løse problemet, men ikke lod FN løse det«. Socialdemokraterne var ikke imod Irakkrigen, fordi USA var deres fjende og Saddam deres ven. De var imod, fordi krig altid åbner nye afgrunde. »Se, hvordan det har givet al-Qaeda en ny chance, et nyt arbejdsmarked og en renæssance. Men jeg vil ikke citeres for, at Saddam var at foretrække«, sagde Mogens Lykketoft. Hans alternativ til Irakkrigen? Danmark skulle have sluttet sig sammen med lande som Sverige, Norge og Tyskland. Vi skulle have forsøgt at samle Europa og Folketinget – ligesom det skete med Afghanistan. Lykketoft ville tilbage til diplomatiet og væk fra den »blinde konfrontationskurs«. Vejen til demokrati i verden gik gennem det gode eksempel, åbning af grænserne og udviklingsbistand. »Det tager tid, der vil være tilbageslag, men strategien har større chancer for sig end modellen fra Irak«. Center Avnstrup ved Roskilde, marts 2007 Klokken var 15.30, og henne fra computeren i hjørnet kaldte en imam pludselig til bøn. Hakim fandt sin Koran frem og rullede bedetæppet ud på gulvet mellem reolen og det blå stålskab. Fjernsynet var skruet helt ned, så det var en lydløs musikvideo, Boogie Listen sendte ud i stuen. Kvinder i stramme nederdele vred sig rytmisk på nogle skriveborde, mens Hakim bad sin bøn. Bagefter satte han sig igen i sofaen. Hans yngste søn, Ali på syv, dukkede op. Ali var også lydløs. Siden hans mor, Amira, for et par år siden var blevet lagt i håndjern og taget med af Roskilde Politi, havde Ali haft det svært med fremmede. Især mænd i uniform, men også personalet på asylcentret. Han var bange for dem. Når Hakim forlod rummet, sagde han altid: »Far, lad døren stå åben ...«. Han turde heller ikke sove alene, og det havde indtil videre ikke hjulpet så meget at tale med en psykolog. Hakim havde det heller ikke nemt med sin anden søn, Gabir. Han talte stort set kun dansk, som Hakim ikke havde haft mulighed for at lære. »Vi kan ikke tale ordentligt sammen«, sagde Hakim. Amira havde også sine problemer. Da hun var tre år, blev hendes far henrettet efter at have forsøgt et kup mod Saddam Hussein, og siden havde hun været svært deprimeret og tænkt på at begå selvmord. Tre-fire måneder tidligere truede hun Hakim med at forlade asylcentret. Og ham. Hun var træt af hans sorte humør. Hans angstanfald. Ville bare væk. Hun var parat til at rejse til et hvilket som helst land ... Norge, Sverige ... bare hun slap for at være i Danmark. Og Irak. Amira ville leve sit eget liv. Lige for tiden havde hun det bedre. Og Hakim sagde til hende: »Dette er vores liv nu. Du skal ikke kaste dig ud ad vinduet«. Men Hakim havde ikke fået det bedre. Han tænkte på sin far, Saddams embedsmand, der var stukket af inden krigen uden at skænke sin familie en tanke. Han tænkte på sin ældste bror, der blev taget af amerikanerne og anbragt i Abu Ghraib-fængslet. Da de lukkede fangerne ud, var der intet spor af broren, og ingen kunne sige, om han stadig var i live. Han tænkte på sin yngste storebror, som året før var blevet likvideret af den blodtørstige klan, som havde sagt, den også ledte efter Hakim. Og han tænkte på sin mor, Farrah, som nu boede i telt i en flygtningelejr syd for Bagdad. I dag tænkte han ekstra meget på hende, fordi han samme morgen så i fjernsynet, at der var faldet en bombe tæt på flygtningelejren. Så ringede han til hende. »Hun sagde, at bomben ikke faldt i nærheden af hende. Hun sagde også, at hun bare vil dø, for hun er syg, og ingen vil hjælpe hende«. Hakim havde det nogenlunde på samme måde, indrømmede han lavmælt. »Nogle gange spørger jeg mig selv: Ville det være bedre at dø end gå rundt og være bange hele tiden? Måske ville det være bedst for alle. Jeg ønsker bare et normalt liv, hvor jeg kan gå på arbejde og tage min familie med ud at svømme«. Han kom til landet for fire år siden og så Danmark som sin chance. Familiens chance. »Men det eneste, jeg hørte var: NEJ, NEJ, NEJ. Jeg ved nu, hvordan det her land er ... Og hvis jeg tager tilbage til Irak, slår de også mig ihjel«. Hakim havde søgt om at få genoptaget sin asylsag, men hans advokat gav ham ikke det store håb. Han tog én dag ad gangen. Og hvis myndighederne ville prøve at sende ham tilbage til Irak? »Så tager jeg en kniv ... «, sagde Hakim. Han viste med en huggende bevægelse mod brystet, hvad han ville bruge den kniv til. »... Jeg kan ikke rejse tilbage. Lige nu bestiller jeg ikke andet end at vente«, sagde han. »Jeg venter, venter og venter. Hvad kan jeg gøre?«. Prag, Tjekkiet, 23. marts 2007 Ellen Margrethe Løj havde netop lagt tiden som FN-ambassadør bag sig. Det eneste synlige bevis på hendes seks år i New York var den blå FN-kop, som hun sad og drak sin te af. Nu var hun Danmarks ambassadør i Prag, hvor det hed sig, at selvmordspiloten Mohammed Atta mødtes med en irakisk agent nogle få måneder før 11. september-angrebet i 2001. Også den efterretningsrapport viste sig ved nærmere eftersyn at være usandsynlig. Ligesom så meget andet, der skulle bevise forbindelsen mellem Saddam Hussein og al-Qaeda. De irakiske masseødelæggelsesvåben dukkede heller aldrig op af ørkensandet. Den spanske ambassadør i Prag spurgte Ellen Margrethe Løj, lige da hun var kommet til byen, om hun troede, at Saddam Hussein havde haft masseødelæggelsesvåben? »Ja, det gør jeg«, svarede hun. »Inderst inde troede jeg nok ikke på, at han havde atomvåben, men jeg troede på, at han havde biologiske og kemiske våben. For Saddam kom altid for sent med sine rapporter til FN og havde før brugt våbnene mod Iran og sine kurdiske landsmænd«. Ellen Margrethe Løj var nok også præget af sine år som ambassadør i Tel Aviv under den første Golfkrig. Dengang skød Saddam sine Scud-missiler ind over Israel, hvor alle frygtede, at de var lastet med biologiske og kemiske stoffer. Den danske ambassadør havde altid haft en svaghed for Mellemøsten, og inden hun i marts skiftede New York ud med en fredfyldt ambassade ved Karlsbroen, nåede hun lige at holde en uges ferie i Bahrain. Inde hos den lokale tæppehandler var det ikke længere Irak, som blev diskuteret over teen. Nu var det Iran og præstestyrets atomprojekter og drømme om et Storpersien. »Det er ikke kun Israel, som er bange for, hvad iranerne kan finde på. Araberne i regionen er også usikre på deres hensigter«, sagde Ellen Margrethe Løj. »Jeg håber sandelig ikke, det ender med en ny krig«. Forsvarsministeriet, København, 30. marts 2007 Fra sit hjørnekontor på Holmens Kanal så forsvarsminister Søren Gade direkte ned på fredsvagten, der havde holdt stand i 2.000 dage på Christiansborg Slotsplads. »Krig ER terror«, »Fred er mulig«, stod der på aktivisternes bannere, som Gade traskede forbi, når han skulle over i folketingssalen. Lige nu sad han på sit kontor og vurderede på regeringens vegne de danske erfaringer i Irak. Og i Afghanistan. Havde fredsvagterne fat i noget? »Det synes jeg ikke, selv om det selvfølgelig er et ædelt karaktertræk at være imod at slå mennesker ihjel«. Nogle gange var det nødvendigt at gribe ind med militær magt, forklarede Søren Gade, hvis man ikke ville acceptere et regime som Taleban. Den militære indsats i Afghanistan havde fjernet arnestedet for de store, spektakulære terrorangreb som 11. september, så i den forstand var krigen halvt vundet. På den anden side behøvede man ikke »at være professor« for at sige, at noget gik galt for koalitionen i Irak: »At opløse hæren og tage brødet ud af munden på de irakiske soldater, var nok ikke den bedste ide. Alle medlemmer af Saddams Baath-parti var heller ikke nødvendigvis røvhuller, og når man fjernede dem, faldt det administrative system sammen. Freden var ikke godt nok forberedt, men det var ikke af ondskab. Man havde en tro på, at op af asken ville fuglen Phønix stige. At problemerne ville være små i forhold til under Saddam. Men man undervurderede det had, der lå, da man tog låget af kedlen«. Søren Gade ville ikke kalde Irakkrigen for naiv. Saddam havde trods alt slået i hundredtusindvis af mennesker ihjel. »Så det var godt, at han forsvandt. Jeg havde troet og håbet, at sikkerhedssituationen var bedre efter fire år, men man kan først sige, om det var en fiasko på lang sigt«. Både tilhængere og modstandere havde meget at lære af Irak-konflikten, sagde Søren Gade: »Tilhængerne vil gå længere for at få enderne til at mødes, for det gavner ingen, at Europa og USA bliver splittet. Læren af Irak må også være, at planen for, hvad der skal ske efter en krig, skal være mere gennemtænkt. Man kan vinde en krig med militære midler, men ikke freden. Hvis man kun har hammeren i den udenrigspolitiske værktøjskasse, kommer man til at mangle nogle redskaber«. De danske soldater i Afghanistan var et eksempel på, at politikerne kunne blive enige, mente forsvarsministeren. Også selv om missionen trak ud. Og selv om den var mindst lige så farlig – eller farligere – end den i Irak. Af og til ønskede Søren Gade, at befolkningen havde lidt større forståelse for, at Danmarks sikkerhed ikke begynder ved den dansk-tyske grænse. Og at man anerkendte soldaternes indsats under nogle meget svære betingelser: »Historier om dansk forsvar skal altid helst handle om, at soldaterne ikke kan klare sig, hvilket utvivlsomt hænger sammen med Danmarks ikke alt for heroiske fortid«. De historier gjorde det ikke nemmere at rekruttere soldater. Og beretningerne fra de hårde kampe gjorde det svært at holde på soldaterne. »Jeg var selv med i den første Golf-krig, hvor vi blev beskudt med raketter. Så jeg kan godt sætte mig ind i, at det er svært, når man får børn og familie. Jeg kan godt sætte mig ind i, hvad de tænker«. Rønne, februar-marts 2007 Der var ingen flag og balloner i lufthavnen. Jesper fløj hjem fra Afghanistan lidt før de andre fra eskadronen og ankom alene til Rønne. Kun Christine tog imod ham. Men det var også godt nok, syntes han. Han rykkede ind i Christines lille hus i Sigurdsgade, men gik i gang med at renovere og sammenlægge to andre huse i kvarteret, som han senere skulle flytte hen i. Sammen med Christine og hendes datter Amanda. Plus det nye barn, som Christine snart skulle føde. Da Jesper landede, havde han en ejendommelig fornemmelse af, at Taleban ventede på ham. Når han gik rundt i Rønne, holdt han øje med hver eneste busk. Og da han var henne i sportshallen med Christine blev han bange for de halvtreds mennesker i hallen, han ikke kendte. De var en potentiel trussel. »Jeg håber, det er noget, der går væk«, sagde Jesper, da han sad i sit køkken over en kop Nescafé og fortalte sin historie til avisen. »Jeg er blevet meget mere opmærksom på lyde«. Under en magnet på køleskabet hang et avisklip med et billede af Tony Blair på besøg i Camp Bastion. Jesper stod lige til venstre for den britiske premierminister og smilede. Han fortrød ikke sine syv-otte år i militæret. »Det har været pissefedt. Jeg elsker jo militæret, og ville ikke have undværet oplevelserne. Det fedeste er at lære folk at kende lige så godt som din kone eller kæreste ... eller bedre«. Han var rejst ud med spejdereskadronen for at gøre verden til et bedre sted. Og han håbede, at det trods alt var lykkedes ham at gøre den en smule bedre. Det havde bare haft sin pris. Verden var nok koldere og mere brutal, end han havde forestillet sig. Mere kynisk, end han havde troet. »Jeg er nok også blevet det ... lidt«, sagde Jesper. »En soldat er et politisk redskab, der bliver brugt og smidt ud. Det får du ikke en blikkenslager til. Eller en direktør«. Han havde set ting, han aldrig ville glemme. Ting han stadig ikke forstod, »Jeg forstår ikke, hvordan nogle kan synes, det er fedt at plante en kugle i en anden mands bryst og se ham falde omkuld. Det er ikke fedt. Man skal huske, at irakere og afghanere er blevet skudt med danske kugler. Jeg har siddet derude og hørt over radioen, at et fly har bombet et mål og dræbt tolv personer ... tolv mennesker, der bare er døde. Lige i nærheden!«. Jesper var rastløs. Han kedede sig. Christine hidsede sig op over småting. »Jeg skal da også gøre alting selv«, sagde hun. Men så skulle hun føde, og fødslen gik godt. De fik en søn, som de gav navnet Kristoffer. Og Jesper fik andet at tænke på. Selv om han stadig tænkte på krigen. Og på fremtiden. Han grublede over, hvad han skulle tage sig til. Måske åbne sin egen forretning? Måske blive automekaniker, som Christine foreslog, når han nu interesserede sig så meget for biler. Måske undervise konstabelelever? Jesper vidste det ikke. Det eneste, han vidste, var, at han ville være en god mand for Christine. En god kæreste. En god far. Og så vidste han én ting mere: Han var færdig med krigen. Eskadronen kunne godt glemme alt om at få ham af sted. Han rejste ikke ud igen. »Det skulle da lige være et halvt år til Mallorca ...«.