Ole Stig Andersen var stadig forholdsvis ny i jobbet som chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), da han modtog et venligt brev fra CIA’s stationsleder i Danmark. Kort forinden var det kommet frem, at den amerikanske efterretningstjeneste i den kolde krigs hårdeste permafrost havde opbygget et hemmeligt netværk af danskere, der skulle danne modstandsbevægelse under en sovjetisk invasion. Men den slags uofficielle narrestreger hørte fortiden til, forsikrede stationschefen, Clark Myers. Her sidst i 1970’erne gik spillet i den hemmelige verden civiliseret for sig, og hvad der måtte være sket i 50’erne havde kun historiens interesse. Få måneder senere blev Ole Stig Andersen klogere. Og det var hverken første eller sidste gang. LÆS ARTIKELPET-chef: Vi smed CIA ud af Danmark Ved en tilfældighed opdagede en af sikkerhedstjenestens medarbejdere, hvordan CIA under ledelse af selv samme Clark Myers samarbejdede på livet løs med en gammel modstandsmand ved navn Niels Frommelt – bag om ryggen på PET, og selv om det er ulovligt for fremmede magter at operere i andre lande uden tilladelse. Konfrontation med storebror Et fund i en papirkurv i Svanemøllehallen vakte PET’s mistanke og førte til aflytning af Frommelts telefon. På den måde afdækkede PET, hvordan CIA med danskerens hjælp aflyttede Nordkoreas ambassade i København – sandsynligvis fordi stormagten ville vide mere om, hvordan nordkoreanerne stillede sig til konflikten mellem Kina og Sovjetunionen. »Derfor valgte vi at smide tre CIA-ansatte ud«, fortæller Ole Stig Andersen, der omtaler historien i bogen ’En PET-chefs erindringer’, der udkommer senere på måneden. I øvrigt på den tidligere kommunistformand og nuværende SF-minister Ole Sohns forlag. Historien hører til de mere opsigtsvækkende i selvbiografien, for Ole Stig Andersen kender ingen fortilfælde fra koldkrigstiden, hvor Nato-lande erklærede CIA’s ansatte for uønskede. Reaktionen var da også til at føle på, da PET-chefen senere kom på besøg i Washington, D.C., hvor han dog som altid blev han behandlet som »en oliesheik«. LÆS OGSÅPET vil have mere kontrol med PET »Under besøget kunne jeg i åben dialog give udtryk for, hvad jeg mente om CIA’s krænkelse af vores suverænitet. CIA repræsenterede ikke det USA, som jeg opfattede som mit andet fædreland. Jeg aftvang dem et løfte om, at der ikke måtte ske Clark Myers noget. Fra dansk side havde vi ikke brug for et offerlam, og, sagde jeg til dem, vi var uanset eventuelle benægtelser udmærket klar over, at Clark Myers ikke havde handlet på egen hånd. Efter at have fået dette løfte rejste jeg hjem for kun få måneder efter at erfare, at Clark Myers ikke længere var ansat i CIA«, skriver Ole Stig Andersen. Hvorfor tror du, amerikanerne gjorde det? »De mente vel, at der skulle meget til, før vi ville være med på at aflytte en fremmed ambassade. De risikerede et nej, hvis de bad om lov, og grundlæggende gør USA, hvad USA har lyst til og mener er nødvendigt. Hele vores demokrati og sikkerhed hænger på dem«, siger Ole Stig Andersen, der ville ønske, han kunne have offentliggjort udvisningerne allerede i samtiden: »Der var så meget kritik af PET dengang – i modsætning til i dag«. Når sagen om CIA aldrig før er blevet officielt bekræftet, skyldes det ikke mindst, at de danske myndigheder undlod at retsforfølge Niels Frommelt. I stedet gav landets øverste anklager, rigsadvokaten, ham et såkaldt »tiltalefrafald«, hvorved affæren kunne holdes hemmelig. Sådan løser statsmagten sager, der ikke tåler dagens lys. En ren ignorant I efterretningsverden har de aldrig brudt sig om pensionerede medarbejdere, der indvier offentligheden i deres version af sandheden og udvalgte historier fra skyggelivet. Eller »omvendte syndere«, der skriver deres »erindringsforskydninger«, som en centralt placeret kilde udtrykker det. Men nu gør den 72-årige Ole Stig Andersen som den første PET-chef forsøget, selv om han har sværget efterretningstjenesten livslang tavshed. »Jeg tror ikke, der er noget i bogen, der er på kant med min tavshedspligt. PET-kommissionen har i forvejen skrevet så meget, at jeg ikke kan se problemet. Og når det gælder forholdet til fremmede magter, ja, så er det jo sådan en sprællemand, der altid bliver hevet op af skuffen. Shh ...«, hvisker Ole Stig Andersen. Han lægger ikke skjul på, at han fandt arbejdet i efterretningstjenesten spændende, og med sine ni år på posten er han den PET-chef, der har siddet længst.
Men dengang i 1975, da han blev udnævnt som 35-årig, var han ikke særlig begejstret, siger han. Faktisk ville han nødig have jobbet, som han fik tilbudt af Justitsministeriets legendariske departementschef Niels Madsen. Ole Stig Andersen var fuldmægtig i ministeriets færdselsafdeling og havde det efter eget udsagn »fantastisk godt«. Men departementschefen ville have en mand i spidsen for PET, som han kunne stole på, og som kunne sikre, at der ikke opstod skandaler, der belastede ministeren. I begyndelsen var Ole Stig Andersen kun konstitueret i stillingen, fordi han havde et forhold til en kvinde på den yderste venstrefløj. Men »vulkanudbruddet døde langsomt af sig selv, og vi stod på hver sin isflage ...«.
