Aftenen før det kinesiske statsbesøg i Danmark i juni 2012 brugte folk fra Tibet-komiteen deres ytringsfrihed til med kridt at tegne budskaber, der var kritiske over for Kinas behandling af tibetanere. De tegnede blandt andet silhuetter af døde tibetanere og skrev 'Free Tibet'.
Men Københavns Politi betalte rengøringsfirmaet ISS godt 3.000 kroner for at afvaske budskaber, der kritiserede Kinas opførsel over for det tibetanske folk, i forbindelse med statsbesøget fra præsident Hu Jintao. Det oplyser Radio 24syv, der har fået aktindsigt i en faktura, der er sendt fra ISS til Københavns Politi. Det fremgår af fakturaen, at ISS har 'fjernet graffiti flere steder i kbh pga kinesisk statsbesøg'.




























