Lyt til artiklen
Helt ude ved klintekanten er det, som om øjnene får ro til at dvæle. I hvert fald så længe, man kun kigger ligeud. Kigger man ned, er det knap så roligt. Mange, mange meter går der, inden øjnene kan stoppe op vedstrandsandet, der ser gråt og klumpet ud.
Men selv på en stille og grå decemberdag føles det temmelig storslået at gå langs Stevns Klint og kigge ud på vandet. Klinten blev sidste år optaget på Unesco’s Verdensarvsliste.
