Mordbranden på ’Scandinavian Star’ i april 1990 var nøje planlagt og blev udført af en eller flere brandstiftere med et indgående kendskab til passagerskibe og brandforløb – og der blev begået bevidst sabotage mod et hydraulikrør, hvilket var med til at skabe en hidtil uset heftig brand.
Det mener Søfartsstyrelsens daværende hovedundersøger af branden, Flemming Thue Jensen. Han bryder 26 års tavshed og fortæller for første gang offentligheden om sine observationer på det brandhærgede skib, hvor 159 mennesker mistede livet natten til 7. april 1990 på vej fra Oslo til Frederikshavn.


























