Lyt til artiklen
Andrea, 52 år:
»Man kan ikke gøre noget som helst, før man har en adresse. Det er ligesom en mur«.
Eva, 42 år: »Så til sidst lod jeg bare tingene ligge og gik bare rundt fra sofa til sofa hos de her misbrugsvenner og veninder, jeg havde fået. Så var jeg der nogle dage eller måneder, og så gik jeg videre til en anden sofa. Og hvis det hele brændte på hos den ene, var jeg måske heldig at kunne overnatte hos min bror en dag eller to«.
Andrea, 52 år: »Det værste er, at de tager penge fra én. Det har jeg ikke oplevet før. Sådan som jeg har forstået det, er aktivering ligesom et arbejde, og derfor er det lidt mærkeligt at blive trukket i penge, når man ikke kan komme, og på den måde blive behandlet som et stort barn. Det er lidt mærkeligt for mig, som lige har haft arbejde i 17 år«.
