6 ud af 10 har sagt op: Natur- og Miljøklagenævnets medarbejdere vil ikke flytte med til Viborg

Flytning. Flere fagforeninger har spået, at det vil blive vanskeligt at få medarbejderne til at følge med, når deres arbejdspladser flyttes til provinsen.
Flytning. Flere fagforeninger har spået, at det vil blive vanskeligt at få medarbejderne til at følge med, når deres arbejdspladser flyttes til provinsen.
Lyt til artiklen

De fleste medarbejdere hos Natur- og Miljøklagenævnet er ikke klar på at rykke med til Viborg.

Efter regeringen besluttede, at klageinstansen skal flyttes til Jylland, har 39 personer sagt op.

Det bekræfter Natur- og Miljøklagenævnet.

Over halvdelen af medarbejderne hos Natur- og Miljøklagenævnet er altså forduftet de seneste seks måneder. Kun 27 medarbejdere er blevet. Og snart skal de tage endeligt stilling til, om de har i sinde at flytte med, når Natur- og Miljøklagenævnet flytter til årsskiftet. Antallet af opsigelser kan dermed stige yderligere, lyder det fra Pernille Christensen, formand for Natur- og Miljøklagenævnet.

»Vi kender ikke slutresultatet endnu. Det er først i januar, vi skal flytte, men vi begynder at varsle folk i dag, og så får de fire uger til at tage stilling til, om de vil acceptere de nye ansættelsesvilkår«, siger hun.

Ansætter, ansætter, ansætter

Regeringen meddelte 1. oktober sidste år, at i alt omkring 3.900 statslige arbejdspladser skal flyttes ud af hovedstadsområdet og til andre dele i landet.

Fakta: Disse arbejdspladser skal flytte

Ambitionen bag er, at Danmark kommer i »bedre balance«, og fra regeringen har det lydt, at man håber, at »at rigtig mange vil flytte med«.

Dog kunne det tyde på, at der også er rigtig mange, der ikke vil.

Sidste måned lød det fra Geodatastyrelsen, at omkring hver tredje medarbejder havde sagt op allerede før, man var begyndt at varsle. Og i Natur- og Miljøklagenævnet har man i årets tre første måneder haft travlt med at ansætte i alt 36 nye medarbejdere.

»Nogle er allerede startet, nogle starter i maj og juni«, siger Pernille Christensen, der med to andre kollegaer er på tjenestemandskontrakt og dermed forpligtet til skifte arbejdssted.

Har betydning for produktiviteten

Geodatastyrelsens konstituerede direktør Pia Dahl Højgaard har over for Altinget forklaret, at man på grund af de mange opsigelser forventer et betydeligt kompetencetab hos Geodatastyrelsen.

Notater afslører: Udflytning fører til masseopsigelser og tab af viden

Natur- og Miljøklagenævnets formand vil ikke kommentere, i hvor høj grad oplæring af de nye medarbejdere og udflytningen generelt kan forventes at gå ud over eksempelvis sagsbehandlingstiden. I stedet henviser hun til Natur- og Miljøklagenævnets resultatkontrakt for 2016.

Udflytning af statslige jobs er da ikke nogen kæmpesejr

»2016 vil blive præget af, at mange erfarne medarbejdere stopper, og mange nye kommer til. Det har betydning for nævnets sagsbehandlingstider og produktivitet«, står der her.

»Der vil være stort ledelsesmæssigt fokus på at sagsbehandlingstider og produktivitet påvirkes mindst muligt i forbindelse med flytningen til Viborg. Hovedprioriteten i 2016 er at sikre den bedst mulige overgangsfase frem mod den endelige flytning«, tilføjes det i resultatkontrakten.

Fagforeninger varsler opsigelser

Fagforeningerne har tidligere spået, at det vil blive svært at få medarbejdere til at rykke med, når deres arbejdspladser flyttes til provinsen.

Få dage efter, regeringen offentliggjorde sine planer, spurgte blandt andet Djøf sine medlemmer, om de kunne forestille sig at flytte med. Udflytningsplanerne kommer til at ramme omkring 1.000 djøf'ere, og i undersøgelsen svarede fem ud af seks, at de forventede at ville finde et nyt job. Kun 3 procent svarede, at de ville flytte, mens 12 procent havde pendler-planer.

Fagforeningen HK/Stat har lavet en lignende undersøgelse.

Nej tak: Kun få flytter med, når staten rykker arbejdspladser til provinsen

I HK/Stats undersøgelse, som blev foretaget i august, og hvor 1.455 medlemmer medvirkede, svarede over halvdelen, at de ville lade sig opsige, hvis deres arbejdsplads blev flyttet mere end 2 timers transporttid fra hjemmet. 13 procent ville flytte med, mens resten ville pendle.

Kristian Corfixen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her