Det kan i sidste ende få konsekvenser for asylansøgeres sundhed, hvis de opsøger lægehjælp uden om det officielle sundhedssystem. Sådan lyder advarslen fra flere eksperter.
»Problemet er, at det frivillige sundhedssystem er et parallelt system, som ikke taler sammen med det officielle sundhedssystem«, siger Signe Smith Jervelund, lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, der forsker i asylansøgeres og indvandreres sundhed.


























