Jeg går ikke rundt og jager store tanker. Jeg ved heller ikke rigtig, hvad ’store tanker’ er. Jeg går rundt i en form for tumult, som for det meste gør en større mening sløret. En endeløs strøm af halvfærdige sætninger og indtryk. Forskellige stemmer, der flyder gennem en. Men nogle gange kredser det sig ind i et klarsyn, hvor der kommer en slags forståelse af, hvad jeg går og laver.
Det er noget med at have en notesbog på sig. Når jeg genkender et tankespind, som vil kunne fungere i en tekst, skal jeg have selvdisciplinen til at skrive det ned. Jeg skriver ikke tekster færdigt løbende, men tager en uge eller to, lige inden jeg skal lave plade, og skriver det hele på en gang. Så kigger jeg notesbogen igennem og blander det nye med forskellige sanser og tanker, jeg har haft det sidste år.



























