Et skæbnesvangert opkald

Kort før den prostituerede Marianne Pedersen og hendes to sønner natten mellem 16. og 17. juni sidste år blev dræbt, modtog Marianne Pedersen et skæbnesvangert telefonopkald. Peter Lundin har tidligere i retssagen forklaret, at Marianne Pedersen talte sødt til vedkommende i telefonen, ikke professionelt som til en kunde. Det fik Peter Lundin til at gå amok i jalousi. Han begyndte at råbe op om, at der var en anden mand, og han gik ind i de to drenges soveværelse, tændte lyset og vækkede dem, mens han råbte: »Er der en anden mand?«. Lidt senere kom Peter Lundin op at slås med Marianne Pedersen og brækkede halsen først på hende og bagefter på de to drenge, Brian og Dennis. Den anden mand sad i vidneskranken i Østre Landsret i går. Og han havde intet amourøst forhold til Marianne Pedersen, forklarede han. Da Marianne Pedersens ægtemand i sommeren 1999 døde af kræft, ringede hun til det forlag, manden var ansat på, for at afbestille nogle tidsskrifter. Hun fortalte forlagsmanden om ægtemandens død. »Jeg kunne høre, at hun var langt nede og havde behov for at tale«. De to talte sammen en halv times tid, og forlagsmanden tilbød Marianne Pedersen, at hun kunne ringe igen, hvis hun havde brug for nogen at tale med. Det udviklede sig hurtigt til, at de ringede sammen en gang om ugen eller hver 14. dag. Men de mødtes ikke. Omkring nytår - hvor Marianne Pedersen mødte Peter Lundin - løb forbindelsen mellem de to ud i sandet. Men hen på foråret genoptog Marianne Pedersen den igen. De begyndte at tale i telefon sammen igen og aftalte at mødes. Dårlig økonomi Om aftenen 28. maj hentede forlagsmanden Marianne Pedersen på hendes bopæl i Rødovre, og de kørte ned på en café, hvor de sad og drak vin og snakkede sammen i tre timer. »Hun fortalte mig primært om problemer med Peter. Hun følte sig truet. Peter havde fortalt hende, at han havde fået et barn med sin kone, og det skulle Marianne acceptere. Det havde hun det meget dårligt med. Hun ville ud af forholdet til Peter. Det generede hende også, at hun altid skulle svare ham på engelsk«, forklarede forlagsmanden. Marianne Pedersen havde også givet indtryk af, at hun fortsat var frustreret over ægtemandens død og de økonomiske problemer, det medførte. Aftenen på cafeen var første og sidste gang, forlagsmanden så Marianne Pedersen. Direkte adspurgt sagde han, at der intet andet var imellem dem end venskab. De havde blot talt sammen. Lidt over midnat mellem fredag 16. og lørdag 17. juni modtog han en SMS-besked på sin mobiltelefon fra Marianne Pedersen. Han var i byen i Hillerød sammen med en veninde. »Hun beder mig om at ringe, fordi der er problemer med samtlige hendes telefoner«, forklarede forlagsmanden. Ifølge politiet, der har fået oplysninger fra teleselskaberne, kom SMS-beskeden klokken 0.17. Klokken 0.23 ringede forlagsmanden. »Marianne sagde, at hun var på vej i seng. Om jeg ikke kunne ringe senere om lørdagen. Hun lød meget underlig og var nærmest afvisende. Jeg sagde o.k. , vi tales ved senere«. Opkald blev glemt Forlagsmanden havde et kort øjeblik haft den tanke, at der var noget galt, men havde så slået det ud af hovedet. Han gik ud fra, at Marianne Pedersen ville have fortalt ham det, og tænkte, at hun formentlig bare var godt gennemtræt og bare ville sove. »Senere har jeg tænkt, at der formentlig stod nogen bag hende og hørte, hvad hun sagde«, forklarede forlagsmanden, der i øvrigt glemte at ringe til hende om lørdagen. Retssagen mod Peter Lundin fortsætter på tirsdag.