Forbund frygter misbrug af hjælp

Politiken tirsdag: Først slider kommunen hjemmehjælperen op, så hun ikke kan være på arbejdsmarkedet længere. Og så tager den samme kommune hende ind igen som frivillig på plejehjemmet. Formand for Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) Poul Winckler erkender, at det er et tænkt eksempel, men mekanikken frygter han nu, hvor en lang række kommunale chefer i et debatoplæg fra Mandag Morgen har peget på de frivillige som velfærdssamfundets nye vitaminer. »I udgangspunktet er det godt med frivilligt engagement, og jeg forsøger ikke at lægge den enkelte, der gerne vil gøre noget ekstra, for had. Men jeg ser samtidig en kedelig tendens og en fare i det: Kommunen flygter fra sit ansvar for at udvikle og uddanne de medarbejdere, de har ansat på plejehjem og i hjemmeplejen«, siger han. Forbundsformanden er bange for, at de frivillige ender med at sidde på den menneskelige kontakt, nærværet og de gode øjeblikke, mens der kun er hårdt arbejde, praktisk arbejde og rengøring tilbage til FOA-medlemmerne. »Kommunerne læner sig hele tiden op ad, at de nuværende unge er svære at få fat på - de små årgange og alt det der. Men hvis alt det inspirerende og menneskelige arbejde tages ud af jobbene, bliver det i hvert fald helt umuligt«, konstaterer Poul Winckler. Han opfordrer kommunerne til at starte velfærdsdebatten indendørs på arbejdspladsen via en grundig drøftelse med personalet, som skal have indflydelse på, hvor grænserne mellem professionelt og frivilligt arbejde skal trækkes. »De ansatte har ikke noget imod at inddrage de frivillige og samarbejde med dem. Men det skal ske i en gensidig forståelse for hinandens stærke sider, og det skal kommunen som arbejdsgiver være den første til at se«, mener han. Præst advarer Lignende skeptiske toner kommer fra Henrik Frederiksen, der i sit daglige arbejde som præst ved Frederiksbergkirken Skt. Markus er i tæt kontakt med mange ældre mennesker og deres pårørende. »At mange mennesker faktisk viser et overskud ved at stille sig til rådighed som frivillige bør ikke være en anledning til, at de kommunale ledere og politikere trækker sig fra diskussionen om omsorg«, siger han. Han så hellere, at kommunerne arbejdede for at lægge mere engagement og menneskelig omsorg i de professionelle job som hjemmehjælper eller plejehjemsansat. »De ældre ønsker efter mine begreber ikke, at omsorg og praktisk hjælp skilles ad. Det er da udmærket, at der kommer én og drikker kaffe i stuen en gang imellem, men det er faktisk meget mere værd, at hende, der vrider karkluden og tørrer vindueskarmen, kan gøre det med en iboende omsorg og respekt for den gamle«, siger præsten. Han angriber kommunernes tilrettelæggelse af plejen, fordi den dræner muligheden for fleksibilitet og individuel omsorg. »Både i hjemmeplejen og på plejehjemmet er arbejdet for den enkelte ældre nærmest udformet som en kontrakt, hvor det nøje står beskrevet, hvad hjælperen skal gøre minut for minut. Den form for systematisk service giver ikke megen plads for mellemmenneskelig snak, mens sengen reddes«, siger han og slår en tyk streg under, at ældre mennesker faktisk ligner alle andre mennesker. »Ingen bryder sig jo om at få den menneskelige kontrakt lagt ind i særlige zoner. Heller ikke de ældre«.