EU-lande får øget spillerum

Politiken fredag: Det hører til sjældenhederne, at en dansk statsminister sender 10 tætskrevne sider med gode idéer til sine EU-kolleger før et topmøde i unionen. Normalt sørger de fire forbehold - og den udbredte frygt for at pirre et EU-skeptisk vælgerkorps - for, at Poul Nyrup Rasmussen holder lav profil i ugerne op til de topmøder, hvor unionens store linier bliver lagt. Men denne gang er det anderledes. Op til topmødet i Stockholm, som begynder i dag, har statsministeren været ved tasterne og skrevet et 10 sider langt dansk indspil. En stor del af den danske entusiasme kan forklares med begrebet den åbne koordinationsmetode. Bag den ufolkelige EU-jargon gemmer sig nemlig en nyskabelse i EU-samarbejdet, som har gjort livet i unionen meget nemmere for den danske regering. Den åbne koordinationsmetode går ganske enkelt ud på, at EU-landene samarbejder på et område uden at lave fælles regler i form af lovgivning. I stedet opstiller de fælles mål, og landene kan selv bestemme, hvordan og i hvilket tempo de vil opfylde målsætningerne. Det betyder også, at kommissionen ikke har eneret til at komme med nye forslag - ethvert land kan foreslå et område, hvor der kan laves fælles mål. Statsministeren er glad for metoden, som det fremgår af et brev, han for nylig sendte til sin svenske kollega Göran Persson: »Jeg vil gerne til slut understrege den vægt, vi lægger på at fastholde den åbne koordinationsmetode som et meget væsentligt arbejdsredskab for at sikre fremdriften. Der er tale om en fleksibel og effektiv arbejdsmetode, der giver os de bedste muligheder for at reagere hurtigt på nye udviklingstendenser og dermed sikre de bedste muligheder for at opfylde vores strategiske målsætninger«, skriver Poul Nyrup Rasmussen således. Suverænitetsafgivelse Ud over at være fleksibel og effektiv indebærer den åbne koordinationsmetode endnu en stor fordel set med danske øjne: Eftersom der ikke bliver lavet egentlig lovgivning, slipper regeringen for mistanken om snigende suverænitetsafgivelse, efterhånden som unionen begynder at tage fat på kontroversielle emner såsom pensionssystemerne, de sociale ydelser og indretningen af undervisningssystemer. Idéen om at skabe et tæt samarbejde, uden at det nødvendigvis behøver at medføre nye direktiver og forordninger, blev undfanget i 1997, da EU for alvor gjorde beskæftigelsen til et tema. Indtil da havde beskæftigelse været et tabu-emne i Bruxelles, men på et topmøde i Luxembourg besluttede EU-landene for første gang at opstille fælles mål på det område, blandt andet at unge arbejdsløse skulle aktiveres inden for seks måneder. Ved at anvende den åbne koordination gjorde EU-landene det frivilligt, hvordan man nåede de fælles mål. Og sidste år fik metoden sit store gennembrud i unionen, da EU på et topmøde i Lissabon lancerede en fælles ambition om at skabe »den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden« inden år 2010. Dette kapløb med USA og Japan skal nemlig i høj grad gennemføres ved hjælp af den åbne koordination - for eksempel på områder som uddannelse, ny teknologi, forskning og fremtidssikring af velfærdsstaterne i Europa. Det store spørgsmål Det store spørgsmål, som topmødet i Stockholm måske kan give et svar på, er, om det er realistisk at opnå store resultater med en metode, der i virkeligheden lader det være helt op til det enkelte land, om det vil holde sine løfter eller ej. Venstres medlem af EU-parlamentet, Anne E. Jensen, mener ja. »Det vigtigste ved den åbne koordination er, at regeringerne forpligter sig i forhold til deres egne befolkninger. Hvis en regering melder meget kraftigt ud, så har den også forpligtet sig. Det er udmærket at enes om de overordnede retningslinier på den måde, men jeg kunne godt tænke mig, at der blev skabt mere offentlighed omkring det, sådan at det ikke blev opfattet som en meget lukket proces i EU«, siger hun.