Intet fald i sene aborter

Politiken fredag: Danmark ligger nogenlunde stabilt, når det gælder antallet af sene aborter. Omkring 500-600 bliver der foretaget om året, og sådan har det stort set været siden 1990. En sen abort er, når fosteret fjernes efter 12. graviditetsuge. Abortankenævnet, som fører tilsyn med amternes samråd, har netop lagt sidste hånd på statistikken fra år 2000. Af den fremgår det, at i alt 630 kvinder har søgt om at få foretaget sen abort, og at 598 fik den bevilget. Det er det næsthøjeste antal tilladelser, der er givet inden for de sidste 10 år, hvor det laveste antal lå på 443 i 1992. Når det gælder de allerseneste aborter - efter 21. uge - var der sidste år 47 af slagsen imod 49 året før og slet ingen efter 23. uge. »Der er meget få udsving, og vi kan ikke spore nogen forandring i de sene aborter på baggrund af lovændringen sidste år og de seneste års debat«, konstaterer ankenævnets formand, Torben Hvid. Levende fostre Det, der satte gang i debatten om de sene aborter, var da to jordemødre i 1996 åbent berettede om, hvordan de havde oplevet at stå med fostre i hænderne, som stadig trak vejret oven på en sen abort. Ud over den ubehagelige og chokerende oplevelse det var for jordemødrene, stillede det dem også i et etisk dilemma - fordi de pludselig stod og skulle vælge imellem liv eller død. Etisk Råd blev spurgt til råds, men kom ikke med nogen entydig anbefaling. Diskussionen delte rådet i to næsten lige store grupper. En for en fast øvre grænse og en imod. Debatten førte dog til en konkret ændring af abortloven, som trådte i kraft i juli sidste år. Ændringen har den konsekvens, at kvinder som udgangspunkt ikke kan opnå abort, hvis fosteret skønnes at være levedygtigt uden for moderen. Ifølge læger er det tilfældet efter 23. uge. Men jordemødrene mener, at en fast abortgrænse bør ligge ved 22. uge, blandt andet fordi fosterets alder ikke altid kan anslås helt præcist. Loven opererer ikke med nogen fast grænse. Grænsen kan hele tiden ændre sig alt efter udviklingen af de teknologiske muligheder, og det skal loven være åben overfor, lød argumentet, da loven blev til. »Det er utrolig sjældent, at der bliver givet tilladelse til abort efter 23. uge, og i år har vi slet ingen haft. Lovændringen ligger så tæt op ad hidtidig praksis, og vi forventede derfor heller ikke at se nogen stor ændring i tallene«, siger Torben Hvid. Politikere uenige Formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Yvonne Herløv Andersen (CD), har stor tillid til det arbejde, abortsamrådene udfører, og hun mener, at stramningen af loven var unødvendig. »Aborttallene for år 2000 siger mig, at det ikke var nødvendigt med den lovændring sidste år. Vi har med et område at gøre, hvor der skal være plads til skøn og vurderinger«. Et andet medlem af sundhedsudvalget, Ester Larsen (V), mener omvendt, at lovændringen var en principiel stadfæstelse, der var brug for at få. »Det var en helt rigtig principiel præcisering af loven, vi fik sidste år. Men vi har brug for en løbende debat, når det handler om omgangen med menneskeligt liv«, siger hun. Bente Torp fra Sønderjylland var den mest markante af de to jordemodere som satte gang i debatten om de sene aborter. Hun var glad, da lovændringen kom, og sagde dengang, at hun forudså, at ændringen ville give en »større eftertænksomhed og tilbageholdenhed«. I dag siger hun: »Jeg har rejst landet rundt og holdt foredrag om mine oplevelser som jordemoder, og det er helt klart mit indtryk, at der er kommet et andet syn på de sene aborter. Især tager den yngre generation problematikken meget alvorligt. De har ikke samme lemfældige syn på sagen, som min egen generation har været præget af«.