Enhedslistens retsordfører Søren Søndergaard mener, at justitsminister Frank Jensen (S) og udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) taler med fortidens stemme, når de vurderer, at den kommende israelske ambassadør i Danmark, Carmi Gillon, ikke kan retsforfølges i Danmark for torturforbrydelser. Frank Jensen afviste onsdag, at Gillon kan retsforfølges under FNs Torturkonvention, fordi han som ambassadør samtidig er dækket af sin diplomatiske immunitet under Wienerkonventionen. Afvisningen kom, efter at Udenrigsministeriet onsdag vurderede spørgsmålet, og afgørelsen kommer ikke bag på Søren Søndergaard. »Det er meget forudsigeligt. Den danske regering har altid gjort, hvad den kunne, for at forhindre, at Danmark går foran, når det gælder om at retsforfølge torturbødler. Det så man også i spørgsmålet om udlevering af Chiles eksdiktator Pinochet. Men det er fortidens stemme, der taler mod fremtidens stemme, for selvfølgelig skal vi kunne arrestere internationale forbrydere«, siger Søren Søndergaard. Han mener, at regeringen forlængst burde have reageret over for Israels udnævnelse af Carmi Gillon og afvist ham som ambassadør, sådan som israelske menneskerettighedsorganisationer har opfordret Mogens Lykketoft til i flere direkte henvendelser. »Det fremgår ligeledes af Wienerkonventionen, at et land fuldt legalt kan afvise en ambassadør uden at give nogen begrundelse. Med afgørelsen signalerer regeringen, at hvis bare de store slyngler udnævnes til diplomater, så kan de ikke retsforfølges. Det er en absurd gammeldags tankegang«, siger Søren Søndergaard. Det eneste positive ved ministeriernes fortolkning af de internationale konventioner er ifølge Søren Søndergaard, at det nu er slået fast, at en mand som Carmi Gillon ikke vil kunne rejse til Danmark som turist. »I det tilfælde klapper fælden. Gillon kan kun opholde sig i Danmark, så længe han er her i en diplomatisk funktion. Hvis Israel mener, at det er godt repræsenteret med en torturbøddel, så er det landets problem, men jeg gad vide, hvordan regeringen ville have reageret, hvis Slobodan Milosevic var blevet udnævnt til ambassadør«, siger Søren Søndergaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























