Politiken fredag: Børn fra de laveste socialgrupper er ikke alene mere syge end deres bedre stillede kammerater - de tager også mere medicin uafhængigt af, hvor meget de er syge. Det viser en endnu ikke offentliggjort analyse af medicinforbruget blandt danske skolebørn. »Jo lavere socialklasse, jo større medicinforbrug«, siger professor ved Danmarks Farmaceutiske Højskole, Ebba Holme Hansen, der står bag undersøgelsen sammen med professor Bjørn Holstein og lektor Pernille Due fra Københavns Universitet. »Mønsteret er også klart, når man kontrollerer forekomsten af symptomer. Også når den øgede sygelighed regnes fra, er forbruget højere.« Undersøgelsen vil blive præsenteret på en nordisk konference, som starter i Bergen i dag. Det samme vil en undersøgelse, der sammenligner medicinforbruget blandt 11-15-årige i 28 lande. »For alle landene gælder, at der er stor forskel på pigers og drenges brug af smertestillende medicin, hvorimod der ikke er nogen markant forskel på brug af medicin mod problemer med at falde i søvn og nervøsitet«, siger Ebba Holme Hansen. »I alle landene er det pigerne, der tager flest smertestillende midler. I Danmark havde 21 pct. af pigerne mod 6 pct. af drengene taget medicin mod mavepine inden for den seneste måned, mens 47 pct. af pigerne og 35 pct. af drengene havde taget noget mod hovedpine«. Med børns medicinforbrug ligger Danmark nogenlunde midt i feltet, mens Storbritannien og USA ligger i top. »Man kan spekulere på, om mønstret fra de engelsktalende lande er ved at brede sig til os. En anden, endnu ikke offentliggjort undersøgelse viser, at forbruget af smertestillende medicin er steget markant i Danmark fra slutningen af 1980erne til sidst i 1990erne«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























