Analyse: Haarder er det rigtige valg

Glimrende, positivt, en god ide. Både tilhængere og modstandere af EU tager godt imod, at den nye VK-regering har udpeget Bertel Haarder til europaminister. Omfanget af opgaver i forhold til EU er nemlig efterhånden blevet så stort, at det er svært for de enkelte fagministre at varetage det. Og når Danmark næste år overtager EU's formandskab bliver opgaven endnu større. Antallet af møder, som danske ministre skal deltage i, vil vokse eksplosivt. Især fordi formandslandet ustandseligt skal i Europaparlamentet og tale på hele ministerrådets vegne, når sagerne skal fremlægges og parlamentet overtales til at stemme, sådan som flertallet blandt landenes ministre ønsker det. Her er valget af Bertel Haarder det helt rigtige, siger både modstandere og tilhængere. Den nye minister har selv været medlem af parlamentet siden 1994, hvor han er næstformand. »Bertel Haarder ved, hvad der skal siges i parlamentet, for at få tingene igennem. Han vil ikke gå hen og dumme sig«, siger Jens Peter Bonde, der er medlem af parlamentet for JuniBevægelsen. Plads til dumheder Og der bliver rig lejlighed til at dumme sig det næste års tid. Sidste halvdel af 2002, hvor Danmark har EU's formandskab, tegner nemlig til at blive et af de mest afgørende halvår i EU i adskillige år. Den store og altoverskyggende opgave bliver at forhandle EU's udvidelse mod øst på plads. 10 lande er nu så langt fremme, at de med en vis sandsynlighed kan afslutte forhandlingerne næste år på topmødet i København, sådan som EU's stats- og regeringschefer satte sig som mål på topmødet i Göteborg i juni. Men det bliver den nye danske regering, der kommer til at trække det tunge læs og forhandle sig frem til de kompromiser, der sikrer, at de nye lande kan lukkes ind i varmen. Blandt de store udeståender er EU's landbrugspolitik og Tyrkiets modstand mod Cyperns optagelse. Det danske formandskab skal også forhandle en helt ny fiskeripolitik på plads, fordi den nuværende aftale udløber ved udgangen af næste år. Topmødeansvar Danmark skal desuden repræsentere EU på en række store internationale møder, der også kræver grundige forberedelser, blandt andre verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Sydafrika og topmødet i København mellem europæiske og asiatiske stats- og regeringschefer. Det vil stadig være udenrigsministeren, der har det overordnede ansvar for europapolitikken, som under den tidligere regering optog en meget stor del af udenrigsministerens arbejde. Og netop arbejdsdelingen mellem udenrigs- og europaministeren bliver afgørende for, om den nye ordning kommer til at fungere, siger Finn Laursen, professor i statskundskab på Syddansk Universitet. »Det er klart, at der bliver et ekstra stort stykke arbejde i forbindelse med formandskabet, og i forvejen er der arbejde nok til mere end én person, hvis man skal følge med i EU. Det er simpelthen et spørgsmål om kapacitet, for at Danmark skal kunne komme igennem med tingene. Men det er også vigtigt, hvordan personerne på de forskellige ministerposter kommer ud af det sammen«, siger Finn Laursen. Den nye konstruktion kan dog også føre til magtkampe og splid mellem ministerierne. Både mellem udenrigs- og europaministeren, men også mellem europaministeren og de forskellige fagministre. Jens Peter Bonde advarer netop imod at trække magten væk fra fagministerierne, mens Helle Thorning-Schmidt, socialdemokratisk medlem af Europaparlamentet, modsat mener, at det er vigtigt at udstyre den nye minister med beføjelser. »Det bliver afgørende, at han kommer med noget og er i stand til at forhandle og ikke bare optræder som en papdukke«, siger Helle Thorning-Schmidt.