Som en strandet kæmpehval på lavt vand lå en af de store Oslo-både Crown of Scandinavia og vuggede i Søndre Frihavn i København og forsøgte at ligne et stykke fremtid. Sådan helt nøjagtig om halvandet år, når de store færger til Norge, Polen og formentlig også Bornholm lægger til i tre nye færgelejer længere mod nord og dermed overlader Sankt Annæ Plads midt i København til et kommende og kongeligt skuespilhus. Byggeriet af det nye færgeområde med bassiner, terminal og opmarchbåse til 400 personbiler og 130 lastbiler startede officielt torsdag, og de mange gæster fra kommune, havn, rederi og entreprenører blev straks geninviteret til indvielsen omkring årsskiftet 2003-2004. »Det var lidt svært at rokke den på plads, men når færgelejerne bliver udbygget, bliver det formentlig nemmere at lægge til kaj. I dag bakker vi jo nærmest en hel kilometer for at komme helt ind«, fortalte kaptajn Niels Thomsen, som dog vil savne det skønne skue at styre de mange tusind bruttoregisterton helt ind i hjertet af den gamle by. Skønheden har endnu ikke tag i Søndre Frihavns yderste spids - en forblæst og slidt plet, som end ikke en stædig forårssol kan forskønne. Men Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) lovede bedre tider, når byen rykker med færgerne ud. Det nye København »Færgerne sejler i dag fra en central placering i byen, og det kommer de også til i fremtiden. Færgeområdet bliver centrum herude i det nye København, fordi 500 nye boliger og erhvervsbyggeri med plads til 2.000 til 3.000 arbejdspladser følger med«, sagde overborgmesteren, som dog tillod sig et øjebliks vemod. »Efter hård eftertanke er der et minus ved de nye færgelejer. Inden længe er det slut med det formidable skue, når de kæmpestore færger lægger til midt inde i byen«, sagde han, men fik så afløb ved at sætte den rambukmaskine i gang, som skal hamre pæle i jorden til det nye færgeleje. I stedet for blot at slå første rambukslag som annonceret, fik maskinen overtaget, og byens og havnens førstemand lod sig gribe af hestekræfterne og lignede én, som gerne selv ville bygge den nye havn færdig. »Det er næsten sjovere end det, jeg laver til daglig«, sagde han. Også rederiet DFDS´s direktør Ole Frie tillod sig på denne første dag i fremtiden en smule nostalgi efter 135 år med anløb i hjertet af København. »Men det er en nødvendig beslutning, og vi kan i det mindste glæde os over, at vi får langt bedre forhold for både passagerer og medarbejdere«, sagde Ole Frie.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























