Børnehuset flytter hjemmefra

Børnehuset er dødt. Længe leve Børnehuset. Sådan burde råbet gjalde gennem det gamle nedslidte hus i Sankt Peders Stræde. Men der er ikke mange kampråb en kølig eftermiddag i januar. Det eneste, der larmer, er en mus' stille puslen bag en bar. Og Tanja, Sif og Maltes stemmer, der fortæller om huset. Deres ånde bliver synlig i de kolde rum med gulve ujævne af snavs. De er 20, 17 og 18 år gamle. De er kommet i huset i mellem fire måneder og to år. Og de håber, men de tør ikke tro på, at Børnehuset bliver genhuset. Ejer boede i kælder Børnehuset har eksisteret i ni år. John Werge Olsen ejede huset og boede i kælderen. Resten af huset lod han de unge bruge. Da han døde, solgte hans søn huset til en murermester fra Greve, som sagde de unge op pr. 1. februar, men et flertal i Københavns Borgerrepræsentation, bestående af Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, vil i dag beslutte, at brugerne skal genhuses. »Det bliver selvfølgelig aldrig som her. Vi får aldrig sådan en adresse igen sådan et sted. Eller så meget plads. I gamle dage var det verdens bedste sted. At ligge nede i gården i en hængekøje en sommerdag eller se film sammen. Det var sådan, at vi ringede til hinanden klokken elleve om aftenen og sagde, skal vi ikke mødes. Det var fantastisk«, siger Sif. »Men det er vigtigt, at vi får et sted at være, fordi der er brug for et sted som Børnehuset. At der er et sted, man kan komme ind fra gaden. Hvor man kan være kreativ og fuld af ideer og komme ind, og hvor der ikke er nogen, der dømmer«, siger Sif. Forstadsrevolutionær Hun ligner en forstadsrevolutionær: glatte, rene træk, store støvler og en lyseblå jakke, der ser ud, som om den har overvintret siden 1970'erne, kun en enkelt ring i ansigtet. Hun går på gøglerskolen for at blive cirkusartist. Trapez og ild - men kun hvis højdeskrækken overvindes. Tanja på 20 er kommet i huset de sidste fire måneder. Hun har en sort hue hevet ned over panden. Mørke øjne med mørke streger hele vejen rundt og et hul i øret på størrelse med en 50-øre. Ud af hendes hage stikker en centimeterlang pind. »For grim til aktivering«, siger hun selv og griner tilfreds. Hun lever af containermad og bor sammen med en veninde i et pulterkammer. Hun har brugt huset til at male og udstille i. »Men der skal være nogle steder for unge kreative, som ikke har en million eller rige forældre. Det er svært at finde et sted at bo, men det er næsten endnu sværere at finde et atelier«, siger hun. Demokratisk 18-årige Malte sidder i en mørkegrøn jakke. Han tier, mens de to taler, men taler sig hurtigt varm. »Huset er også sådan demokratisk. Man er totalt fritstillet. Man har selv ansvar. Det er så sundt. At der ikke er nogen, der siger, nu skal du fandeme vaske op. Man er selv nødt til at tage sig sammen. Sådan et sted lærer man, hvordan man skal opføre sig over for andre mennesker. Det, tror jeg, er godt for mange, der ikke er flyttet hjemmefra. Så kan de ligesom lære det her«, siger han. Huset er koldt, der er ingen varme, kun brændeovne, så trioen trisser ud i aftenmørket. På vej forbi bageren peger de ind ad vinduerne, hvor wienerbrødet er stillet op til parade. »Det er der, vi spiser. Ja, altså når de har lukket. Ude bagved. Og de er søde her. De putter ikke al muligt affald oven i maden. Vi henter masser af ting. Vi har holdt forældredage, hvor de kom ind og fik containermad. Og Søren Pind (bygge- og teknikborgmester i København, red.) har vi haft på besøg, han fik også containermad, men han vidste det ikke. Vi plejer ikke at sige det til nogen«.