Kvindekamp på flere fronter

Den rå vold, angsten og de alt for blå øjne holdt fridag, da krisecentret i Ringsted lørdag fejrede både kvindernes internationale kampdag og husets 25-års jubilæum og fyldte de hyggelige stuer med kvinder i alle størrelser og sociale situationer. Plus et ikke ringe udsnit af mænd, som i festens anledning var aldeles fredelige - faktisk kom flere af dem med en lunende check til centrets videre arbejde. Indviet 8. marts Centret for voldsramte kvinder blev født i 1978, og forbindelsen til kvindekampen blev understreget ved at lade huset indvie 8. marts. Siden er kønskampen ude i samfundet trådt ned fra barrikaderne, og Birgitte Opitz - en af husets 12 frivillige medarbejdere - tilstår da også, at hun ikke var opfyldt af feministisk fundamentalisme, da hun meldte sig blandt husets praktiske venner. »Jeg var lige flyttet til egnen fra Sorø og skulle skabe et nyt netværk«, siger hun. Men hurtigt ændrede erfaringen hendes syn: »Men jeg må indrømme, at jeg er blevet meget mere optaget af ulighederne mellem mænd og kvinder, siden jeg er kommet her. Både inden for hjemmets fire vægge og ude i samfundet«. Støtten forsvandt Den holdning kan husets leder gennem 13 år Kirsten Hejnfelt genkende, og hun indrømmer gerne, at hun indtil for nylig mest så kønskampen som et regulært slagsmål mellem ægtefæller, som i forvejen havde tabt store summer i livets lotteri. »Men så tog amtsrådet pludselig vores driftstilskud, og vi var på herrens mark. Det tog jeg nogenlunde roligt, fordi jeg var overbevist om, at med rolige, fornuftige argumenter kunne vi overbevise systemet om, at vi er nødvendige. Men nej. Jeg fandt ud, at magten betyder mere. Og at mændene sidder på magten, så jeg er blevet mere feministisk med årene«, siger hun. Magtfulde mænd uden bevillingsiver lærer kvinder i krisecentre at være kreative, og huset på Sorøvej kører fortsat. Antallet af beboere er udvidet for at øge mulighederne for indtægter, og de fem medarbejdere har spredt viften af tilbud, så de nu også sælger viden i form af foredrag, fyraftensmøder og konsulenttilbud. En stor del af brugerne er indvandrerkvinder, og bænket omkring minisandwich og kransekagebidder hylder tidligere brugere i alle farver det hus, som betød forskellen mellem voldelige overgreb og et nyt, selvstændigt liv. Uden angst. »At være i Danmark og se, hvor selvstændige og stærke kvinderne er her i forhold til Guatemala, hvor jeg kommer fra, har også hjulpet mig meget. Sådan ville jeg også gerne være, men på nogle områder er kvinderne her også svage. De er ved at glemme, hvor vigtigt det er at få børn. Og at elske dem«, siger Ana Centero og nyder med et sideblik, hvordan hendes femårige Melisa går i gang med den tredje omgang lagkage.