Når størrelsen betyder noget ...

I løbet af 1980'erne opnåede daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen over 20 af slagsen. Og var stolt af dem. En politisk næse kan altså opfattes som en hædersbevising, men som regel vil en minister kæmpe hårdt for at undgå den. »En næse er dybest set noget, Folketinget giver en minister, som man egentlig har mest lyst til at sparke ud af døren, men af den ene eller anden grund ikke kan eller tør. Så det at give en næse er i virkeligheden et udtryk for Folketingets impotens«. Citat Uffe Ellemann-Jensen, tidligere formand for Venstre, udenrigsminister og indehaver af den uofficielle Danmarksrekord i politiske næser. Over 20 nåede han op på i løbet af 80erne. Og Uffe Ellemann-Jensen har ret i, at en næse rent magtpolitisk ikke har den store betydning for en minister, så længe regeringen har 90 mandater bag sig. Det er mere et spørgsmål om forfængelighed, at en minister kæmper mod at få en næse - som han/hun ofte ville kunne undgå ved tidligt i forløbet at erkende sin fejl og sige undskyld. Kan udstedes i salen eller i udvalg Næsen bruges til at udtrykke kritik af en minister, og både ordlyden og næseudstedende myndighed afgør, hvor stor næsen er. Næser kan udstedes af et folketingsudvalg i form af en beretning - sådan som det skete fredag med justitsministerens næse. Eller de kan udstedes i folketingssalen. En næse, som er vedtaget i Folketinget, regnes for mere alvorlig. Rent teknisk udformes sådan en næse som en såkaldt vedtagelse *ts en tekst der vedtages under en forespørgselsdebat. Den næsetruede minister vælger som regel at gå i forhandling med regeringens støttepartier om næsens størrelse. Sådan en forhandling vil typisk ende med, at regeringspartierne - og ministeren selv - må stemme for næsen. Til gengæld undgår ministeren, at støttepartierne går sammen med oppositionen om at udforme en endnu større næse. Næse kan udnyttes Typisk vil regeringens støttepartier også udnytte situationen til at få et eller andet politisk krav igennem i samme omgang. Som f.eks. Dansk Folkepartis krav om, at den irakiske hærchef skal retsforfølges i Irak, hvis han dukker op. Da tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1996 fik en næse for Rushdie-sagen var den forhandlet til sidste komma mellem Nyrup, SF og Enhedslisten. Når næsen skal placeres på statsministeren, går det politiske spil ud på at forhandle en tekst, som ikke udtrykker så kraftig kritik, at statsministeren *ts og dermed regeringen - vælger at gå. For det er sjældent meningen med næsen. Regeringens støttepartier vil typisk gerne spille med musklerne sammen med oppositionen, men ikke risikere, at de politiske modstandere kommer til magten. Ikke med i Grundloven Hvis ministeren blot skal udstyres med en næse, kan Folketinget heller ikke bruge ordet »mistillid« i næseteksten. Grundloven siger intet om næser, men efter par. 15 skal en minister gå af, hvis Folketinget udtaler sin mistillid. Sker det til statsministeren, skal regeringen gå af. Også Rigsrevisionen, Statsrevisorerne og Folketingets Ombudsmand kan udstede næser til en minister.